Mette de Fine Licht fik kræft, da hun var teenager. Her ti år senere er hun fuldt kørende som forfatter, journalist, ghostwriter og foredragsholder.

Mette de Fine Licht fik kræft, da hun var teenager. Her ti år senere er hun fuldt kørende som forfatter, journalist, ghostwriter og foredragsholder.

"Må man egentlig være sur, når man er kræftpatient?"

Journalist og forfatter Mette de Fine Licht fik kræft da hun var teenager

Af
Anette Bonde

Hvad tænker en teenagepige, når hendes liv ikke handler om fester, fyre og forældreoprør men om kræft, kemo og kvalme? Hvor henter hun viljestyrke? Hvor gør hun af sin vrede?
"Og må man overhovedet blive sur, når man er kræftpatient?", spørger Mette de Fine Licht i sit foredrag.

Indlagt med drop og kræft

Mette de Fine Licht var en livsglad, sydfynsk teenager, da hun fik ondt i det ene ben. Pludselig var hun indlagt med drop og diagnosen kræft. Mens vennerne festede, kæmpede Mette med kræftsygdommen og med at være skaldet og mangle både vipper og bryn.
For dét var næsten det allerværste for den unge pige. Men Mette lod sig ikke knække. Hun købte en paryk, fortsatte sin skolegang og gjorde alt for at leve en så normal tilværelse som overhovedet muligt.

Journalist og forfatter i dag

Torsdag 23. januar klokken 19.30 holder Mette de Fine Licht foredrag i foredragssalen på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole. Foredraget er arrangeret i samarbejde med Norddjurslands Valgmenighed. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
Mette de Fine Licht fortæller sin historie fra sygdommens allerførste symptom til det at vende tilbage til livet efter sygdommen, som hun gjorde for ti år siden. Trods store ar på krop og sjæl har hun alligevel formået at skabe sig det liv, hun altid har drømt om. I dag er hun 27 år og arbejder som journalist, forfatter, ghostwriter og foredragsholder.

Publiceret 19 January 2014 09:00