Årets Gentoftekunst: Bente Linnemann. Foto: Anne-Sofie Linnemann

Årets Gentoftekunst: Bente Linnemann. Foto: Anne-Sofie Linnemann

91-årig kåret som årets kunstner

Bente Linnemann er valgt som "Gentoftekunstneren 2014"

Af
Af Mikael Østergaard

Et langt liv med en aktiv karriere som billedkunster har hverken sænket maleren og billedkunstneren Bente Linnemanns lyst eller evne til stadig at producere kunst.
I en alder af 91 år er Charlottenlund-kunstneren på sit kunstneriske højdepunkt og har aldrig været mere populær blandt købere og samlere end nu.
”Det er imponerende, at Bente Linnemann også som kunstner fortsat har sin kreative skaberglæde, og det påskønner vi ved at kåre hende som Gentoftekunstneren 2014”, siger Gentoftes borgmester Hans Toft.
Bente Linnemann skaber både malerier, akvareller, gouacher og grafik, og hendes stil minder om den klassiske impressionisme.
Det danske landskab og naturen er en bærende inspirationskilde. I de senere år har motivverdenen været præget af store vilde landskaber, strandkante, sandede klitter og udsnit med træer, buske og vandspejlinger – alt sammen mættet af et smukt, flimrende lys.
Tidligere har hun også arbejdet med mere klassiske portrætter og opstillinger.
Bente Linnemann debuterede i 1977 på Charlottenborg Forårsudstilling og har siden udstillet utallige steder i Danmark. Hun er medlem af Det Grafiske Værksted i Hjørring samt af Vrå-udstillingen, hvor hun udstiller hvert år.
Bente Linnemann er repræsenteret af Art Gallery Copenhagen.
Udnævnelsen af Gentoftekunstneren skal bidrage til at skærpe opmærksomheden omkring kulturen i Gentofte Kommune og sætte fokus på de kunstneriske potentialer, som findes i kommunen.
Den udpegede kunstner modtager en pris på 25.000 kr. og producerer et antal kunstværker, som anvendes til repræsentationsgaver i det indeværende år. Derudover figurerer et af Gentoftekunstnerens værker på årets julekort.
Bente Linnemann modtager prisen onsdag den 29. januar ved en reception på Gentofte Rådhus.

Tidligere Gentoftekunstnere:

  • Bodil Eje (1994)
  • Falke Bang (1995)
  • Peter Martensen (1996)
  • Anders Moseholm (1997)
  • Anette Wier (1998)
  • Kehnet Nielsen (1999) 
  • Karin Birgitte Lund (2000) 
  • Jane Balsgaard 2001)
  • Hans Voigt Steffensen (2002)
  • Gay Christensen (2003)
  • Lonni Hall (2004)
  • Mogens Pøhlsgaard (2005) 
  • Mogens Hoff (2006) 
  • Tine Jakobsen (2007) 
  • Lars Nørgård (2008) 
  • Bernhard Lipsøe (2009) 
  • Merete Zaccho (2010)
  • Ulrik Hoff (2011) 
  • Karin Lorentzen (2012) 
  • Vivian Rose (2013)

Bente Linnemann er kolorist og benytter særligt farveharmonier i rødt, gult, grønt, violet og sart rosa.

Bente Linnemann er kolorist og benytter særligt farveharmonier i rødt, gult, grønt, violet og sart rosa.

Publiceret 23 January 2014 11:15