Har du råd til at bo i Nordsjællands dyreste byer?

Klampenborg, Charlottenlund og Hellerup er nogle af landets absolut dyreste steder at anskaffe sig en villa, men selv fra toppen af kransekagen falder der et par krummer af engang imellem.
Boliga.dk fundet de billigste villaer i landets dyreste områder, og hvis man er indstillet på at se lidt stort på stand eller  størrelse, er der mulighed for at købe en matrikel blandt Danmarks mest velhavende borgere.
I Klampenborg lyder det billigste tilbud på fire millioner kroner for et 81 kvadratmeter stort fiskerhus, mens man i Charlottenlund slipper med tre mio. kr. for et hus, der “trænger til en gennemgribende istandsættelse/nedrivning”, og i Hellerup kan man slippe med at betale i omegnen af 2,6 mio. kr. for et halvt dobbelthus på 97 kvadratmeter.
Overvejer man at flytte ind mod byen, er det til gengæld svært at finde en billig villa i champagne-postnumrene.

Den billigste villa på Frederiksberg er således udbudt til knap fem millioner kroner, og går man i tanker om at bosætte sig med hus og have på Østerbro i København, lyder den laveste pris på 6,5 mio. kr. for et 140 kvadratmeter stort byggeforeningshus et stenkast fra statsministerens bolig.
Bevæger man sig ud af hovedstadsregionen, er det til gengæld markant billigere at købe hus i de dyreste områder.
Region Sjællands dyreste by er Roskilde, og her kan man købe en villa for knap 900.000 kr. og stadig holde sig inden for postnummer 4000, mens Solrød Strand - regionens andendyreste by - kan byde på et hus til 1,3 millioner kroner.
Boligas statistik over solgte villaer i 2013 viser, at Klampenborg med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 40.075 kroner tager førstepladsen med Frederiksberg (39.908 kr.) på andenpladsen og Charlottenlund (39.418 kr.) på tredjepladsen, mens Hellerup indtager femtepladsen på landsplan med en gennemsnitlig salgskvadratmeterpris på 35.482 kr.

Publiceret 23 January 2014 11:50