Henrik var tidligere forsikringsmand, indtil nærkontakt med en truck satte et punktum for den karriere. I dag tager han sig af IT’en hos Flexjob.Nu. Pia har slidt helbredet op som SOSU-assistent. Nu løser hun opgaver som bogholder for blandt andre Ry Hestepraksis.

Henrik var tidligere forsikringsmand, indtil nærkontakt med en truck satte et punktum for den karriere. I dag tager han sig af IT’en hos Flexjob.Nu. Pia har slidt helbredet op som SOSU-assistent. Nu løser hun opgaver som bogholder for blandt andre Ry Hestepraksis.

“Vi er pionerer - det er det fede ved det her”

En lille gruppe fleksjobbere i Skanderborg Kommune er i fuld gang med at genvinde kontrollen over deres arbejdsliv. Sammen udgør de kernen i Flexjob.Nu - en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter fleksjobbere og lejer dem ud

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

”Hvorfor man skal vælge en af os, fremfor en på nyttejob? Det skal man, fordi vi brænder for det her. Vi er bedre, fordi vi vil det her. Vi er ikke ”plantet” af kommunen. Vi er topengagerede.”
Svaret falder prompte, og der er ingen tvivl om, at de fem omkring bordet mener det alvorligt. Gennem de seneste måneder har de knoklet for at få den socialøkonomiske virksomhed Flexjob.Nu op at stå, og selvom der er ved at komme kunder i biksen, er det stadig en daglig udfordring at få åbnet arbejdsmarkedets øjne for, hvad de har at tilbyde.
”Vi tror alle på det her koncept, og vi beder til, at virksomhederne begynder at få øje for fordelene i det, vi tilbyder. Det er jo ren win-win,” konstaterer Lene Marie Rose, der tidligere har arbejdet med børn og unge som socialpædagog. I dag er hun uddannet NLP coach og laver kursus og uddannelsesforløb hos Flexjob.Nu.

Betaler time for time

Hun peger på, at de alle fem har gode uddannelser med i bagagen, og at de netop er villige til at tage de små-jobs, som ellers ikke bliver udført.
”Det er ikke noget fast, man binder sig til. Vi kommer det antal timer, der er aftalt, og man betaler på timebasis. Det kan da næsten ikke være lettere for virksomhederne, at få tingene gjort.”
Fælles for de fem er, at de alle har de været ude for noget, som gør, at de i dag ikke er i stand til at arbejde fuld tid, og måske heller ikke inden for de områder, hvor de tidligere var beskæftiget.

Karin var tidligere laborant. Nu tager hun kontakt til virksomheder for at høre, om de kan bruge superfleksible medarbejdere på timebasis.

Karin var tidligere laborant. Nu tager hun kontakt til virksomheder for at høre, om de kan bruge superfleksible medarbejdere på timebasis.

Vi ser muligheder

”Sygdom eller ulykke. Livet kan blive ændret radikalt på et splitsekund,” konstaterer Henrik XXX, der så døden i øjnene, da en truck kørte hen over hans bil og satte et punktum for hans liv som forsikringsmand.
”Men det, vi har været igennem, det giver også en enorm styrke. Vi kan ikke længere det, vi kunne tidligere, og derfor har vi været tvunget til at se muligheder andre steder. Se potentialet fremfor begrænsningerne. Det er faktisk en ret god kompetence,” understreger han.
”Vi er pionerer - det er det fede ved det her. Vi er med til at starte nytænkning op inden for fleksjob-området, og det betyder rigtig meget for os,”slår Pia Thybo Jensen fast.

Nytænking

“Vi er sikre på, der er en niche for det, vi tilbyder, vi skal bare have gjort virksomhederne opmærksomme på, at vi er her, og at vi er en stærk ressource. Der er jo masser af opgaver, der ikke bliver udført i virksomhederne, fordi det er alt for besværligt for at hyre personale til det. Hver gang de skal ansættes en medarbejder, følger der masser af administration med. Ved at leje en fleksjobber er man ude over alt det,” siger hun.
Selv arbejder hun på timebasis hos Ry Hestepraksis.
”Det er et rigtig godt eksempel. Der har de ikke mulighed for at ansætte en ekstra. I stedet lejer de mig seks timer om ugen til at lave deres bogføring,” forklarer hun.

Ikke en diskvalificering

”Fordi vi alle sammen er fleksjobbere, er det ikke tabubelagt her. Vi kan godt give hinanden en gang røg og joke med alvorlige emner, for vi har alle været igennem det samme,” fortæller Lene Marie Rose.
Men det er nemt at føle, at omverdenen betragter fleksjob som en diskvalificering, mener Karin Horup Hansen. Hun arbejdede tidligere som laborant. I dag er hun den, der griber knoglen og ringer til virksomheder for at sælge ideen om at leje en fleksjobber.
”Der er rigtig meget af din identitet, der er hængt op på dit arbejdsliv. Det er en besk pille at sluge, når man ikke længere er den, man var tidligere, og det kan føles meget nedværdigende at få sat prædikatet fleksjobber på sig,” forklarer hun.
“Men vi er faktisk ikke fleksjobbere. Vi er folk, der har fået bevilliget fleksjob – og vi vil faktisk gerne arbejde og bruge vores kompetencer. Hvis vi kunne arbejde fuldtid, så er der da ikke noget, vi hellere ville. Men vi kan ikke.”

Ny arbejdsidentitet

For de fem omkring bordet er Flexjob.Nu en optimal måde at få genskabt kontakten til arbejdsmarkedet på.
”Vi føler os set og forstået her, og vi er gode til at tage vare på hinanden. Alle, der har været den tur gennem systemet, som vi har været, ved, at det ikke er en nem genvej. Der er hele tiden nye barrierer og man møder megen mistillid. Det er opslidende,” slår Henrik XXX fast.
”Bare nogle få timers arbejde betyder rigtig meget for os. Ikke fordi, vi økonomisk får ret meget ud af det, men fordi vi føler os som rigtige mennesker igen, når vi får lov at bidrage med vores kompetencer. Det har utrolig stor betydning for selvværdet at have en arbejdsidentitet.”

null

Publiceret 31 January 2014 16:00