Her søger vi efter bolig i 2014

Boligsælgerne i Hellerup har fået en god start på året. I hvert fald hvis man ser på antallet af hits på deres boligannoncer.
Boligsiden Boliga har opgjort trafiktallene for januar, og opgørelsen viser, at antallet af besøg på sitet ligger ca. fem procent højere end på samme tid sidste år, og at Hellerup har snuppet førstepladsen over det mest populære sted at søge efter bolig i området nord for København.
Kigger man på klik pr. udbudt bolig, så løb Klampenborg med førstepladsen i januar 2013, men nu er byen dumpet ned på en fjerdeplads, mens Hellerup er sprunget tre pladser og med et gennemsnit på 146 klik pr. annonce er en klar nummer ét foran Virum, Lyngby, Charlottenlund og Gentofte.
Til gengæld er der knap så meget opmærksomhed om boligerne i byer som Melby, Frederiksværk og Slangerup, hvor boligannoncerne i snit har fået mellem 20-26 klik i januar.
Frederiksberg i top
På landsplan er toplisten over de mest kliksugende postnumre domineret af københavnsområdet og byerne lige nord for hovedstaden med Frederiksberg som en klar klik-vinder.
I Region Sjælland er det ifølge Boliga sælgerne i Roskilde, der har lettest ved at få køberne til at klikke på deres boligannoncer, mens der i de tre øvrige regioner heller ikke er nogen ændringer på listens øverste plads.
Køberne i Region Syddanmark retter i særlig grad deres opmærksomhed mod Odense M, mens man i Region Nordjylland klikker løs på boligerne i Aalborg, og i Region Midtjylland er det Aarhus C, der er mest populær.

Top 10 mest populære steder at søge bolig i Nordsjælland

Hellerup
Virum
Lyngby
Charlottenlund
Gentofte
Klampenborg
Dyssegård
Skodsborg
Nærum
Holte

Bund 10 mindst populære steder at søge bolig i Nordsjælland

Melby
Frederiksværk
Slangerup
Græsted
Dronningmølle
Hundested
Skævinge
Hornbæk
Frederikssund
Gilleleje

Publiceret 31 January 2014 11:39