Højt feriehumør på pisten, men desværre kommer ikke alle ned ad bjerget på ski. Modelfoto: Mostphotos.com

Højt feriehumør på pisten, men desværre kommer ikke alle ned ad bjerget på ski. Modelfoto: Mostphotos.com

Overlægen:

Tag skiskaderne med hjem

Der er sjældent behov for at operere akut, når uheldet rammer på pisterne

Af
Af Steffen Friis

ledende overlæge

Akutklinikken og Medicinsk afdeling F

Gentofte Hospital


Solen titter frem bag Matterhorns bjergtop, og nyfaldne snefnug glimter på pisterne og nede på tagene af de maleriske huse i Zermatt.
Huen trækkes godt ned om ørene, solbrillerne pudses, bindingerne strammes, og alt tegner til, at turen nedad bliver alle tiders, men så ...! Pludselig ligger du med et forvredet knæ og jamrer af smerter. Med ét er ferien slut.

På tur i bananen

Turen ned ad bjerget bliver desværre ikke på ski, men i den orange banan, og rejsen hjem fra alperne er på forsikringens regning adskillige dage før planlagt.
Hvert år kommer rigtig mange danskere galt af sted på ski. De fleste behandles kun nødtørftigt på skisportsstedet med en skinne og lidt smertestillende medicin og henvises derefter til videre behandling i hjemlandet.
Her på Gentofte Hospital tager vi hvert år i vintermånederne imod rigtig mange uheldige skiløbere. Nogle bliver kørt direkte fra lufthavnen til vores akutklinik, andre tager først hjem til sig selv og kontakter deres praktiserende læge, som henviser dem videre hertil.

Ortopædkirurgisk afdeling på Gentofte Hospital opererer skiskader, hvis det er nødvendigt. Foto: Jesper Ludvigsen

Ortopædkirurgisk afdeling på Gentofte Hospital opererer skiskader, hvis det er nødvendigt. Foto: Jesper Ludvigsen

Specialister i skiskader

Når vi modtager de uheldige skiløbere i vores akutklinik, sender vi dem videre til vores kolleger ved Ortopædkirurgisk afdeling. Her har vi nogle af landets bedste specialister i knæ-, skulder- og håndskader.
Det er ret sjældent, at der er behov for at operere skiskader akut. Jeg kan derfor kun anbefale, at man tager sine skiskader med hjem i stedet for at lade sig operere i udlandet, hvor der er andre standarder for, hvornår man opererer.

Vigtige genoptræning

Derudover kan det relevante genoptræningsforløb blive tænkt ind helt fra starten, hvis du venter med at blive behandlet, til du kommer til Danmark. Her på Gentofte Hospital vurderer vi stille og roligt skaden ud fra MR-scanninger og røntgenundersøgelser, og vi har mulighed for at se tiden an og individuelt vurdere, hvad der vil være den bedste behandling i det konkrete tilfælde.
Nogle gange, hvis f.eks. korsbåndet er revet over, anbefaler vi, at operationen venter ca. seks uger, så hævelsen kan nå at falde under en samtidig muskeltræning. Andre gange er det slet ikke nødvendigt at operere, fordi skaden alene kan trænes væk. I de tilfælde handler det om at få lagt en god genoptræningsplan sammen med vores læger og fysioterapeuter.

Når der opereres

Men der er selvfølgelig også en del tilfælde, hvor en operation er nødvendig. I de situationer kan vi tilbyde nogle meget veltilrettelagte forløb, hvor vi prioriterer, at det er den samme læge, der står for de indledende undersøgelser, selve operationen og den efterfølgende kontrol.
En skiskade betyder selvfølgelig, at man i en periode er afskåret fra at løbe på ski, og ofte sætter det også mange af ens andre fritidsinteresser på standby. Men får man den rette behandling og genoptræning, vil langt de fleste kunne genoptage deres normale aktiviteter efter kort tid.

Husk at forebygge

Jeg håber selvfølgelig, at din skiferie forløber uden uheld, og at du også selv gør dit for at det lykkes. For husk, behandling er én ting – men forebyggelse er altid bedre.

Lægens 8 gode råd

Sæt ikke hænderne ind i skistavenes stropper under skiløb

Sørg for, at bindingerne er indstillet korrekt, helst af en fagprofessionel.

Kend dine begrænsninger

Stå ikke på ski, når du er træt

Alkohol og skiløb hører lige så lidt sammen som alkohol og bilkørsel

Husk skihjelm og eventuelt rygskjold

Medbring altid mobiltelefon på turene

Lad være med blive opereret i udlandet, men mindre det er strengt nødvendigt

Publiceret 31 January 2014 11:30