Emilie Johansson på scenen i Vejle Musikteater med de to andre nominerede til Lokalavisens Kulturpris. Til venstre violinisten Fabio Bro Angelucci og til højre trommeslageren Asger Markman.

Emilie Johansson på scenen i Vejle Musikteater med de to andre nominerede til Lokalavisens Kulturpris. Til venstre violinisten Fabio Bro Angelucci og til højre trommeslageren Asger Markman.

Prisvinder Emilie:

Jeg var ikke vild med at være mig

Kulturprisvinderen Emilie Johansson var alvorligt syg som barn og mistede senere sin lillebror i en ulykke

Som barn var Emilie Johansson alvorligt syg af flere omgange. Så syg, at hendes mor troede, hun ville miste sin datter.
Og da Emilie havde kæmpet sig tilbage, døde hendes to år yngre lillebror i en ulykke, da hun selv var otte år. Lillebroren Oliver blev sparket ihjel af en hest på Thommysminde.
Oven i det har nu 15-årige Emilie måttet leve med, at hendes forældre blev skilt.
Det var derfor et mere end almindeligt følelsesladet øjeblik for familien, da Emilie blev råbt op som vinder og gik på scenen i Vejle Musikteater foran 750 publikummer for at modtage Lokalavisens Kulturpris 2013 på 25.000 kroner.

Livet passerede revy

“Hele hendes liv kørte revy for mig, da hun stod der på scenen og så dejlig ud. Jeg havde lagt hende i graven, da hun var lille,” fortæller Emilies mor Anette Grøntved.
 
Tv: Emilie og Mads bliver afsløret som vinderne af hver 25.000 kroner til Sportsgalla i Vejle Musikteater
 

Da Emilie var tre år, fik hun et piskesmæld i nakken og fik epilepsi og kom på hospitalet.
“Hun var meget syg og kunne hverken gå eller stå, men skulle bæres rundt,” fortæller moren, der selv tog hånd om sin datters sygdom med kranio-sakral terapi og anden alternativ behandling.
Et års tid senere vågnede Emilie op en morgen og var lam i højre side. Hun havde 'heldigvis' fået en hjerneblødning og ikke som frygtet en svulst.
“Hun insisterede på selv at spise, selvom hun havde en 'rugbrødsarm', som vi kaldte det, fordi hun havde brug for noget mere rugbrød i armen,” husker Emilies mor.

Emilie med sin mor Anette Grøntved og morens kæreste Henrik Niebuhr til VIP-reception forud for uddeling af kulturprisen.

Emilie med sin mor Anette Grøntved og morens kæreste Henrik Niebuhr til VIP-reception forud for uddeling af kulturprisen.

Sparket ihjel af hest

Da Emilie var otte år, blev hun og resten af familien ramt af en tragedie. Lillebroren Oliver blev sparket ihjel af en hest på Thommysminde Centret i Hvejsel ved Jelling.
“Hun har kæmpet sig tilbage, og skuespil har været et fantastisk frirum og en scene for hende at udtrykke de her følelser, hun har haft,” siger Anette Grøntved.
Vinderen af Lokalavisens Kulturpris 2013 fremhæver også selv, at det har hjulpet hende, at hun som 10-årig begyndte at gå til teater.

Ikke vild med at være mig

“Jeg var ikke vild med at være mig. Jeg gemte mig bag andre, og jeg tror, det var derfor, jeg startede på teater. Det var enormt befriende at spille et spil med andre og få nogle tætte bånd på teatret. Mange turde ikke snakke med mig efter Olivers død,” fortæller 15-årige Emilie Johansson.
“I dag er jeg meget mere tilfreds med mig selv. Teatret har hjulpet mig. Her kan jeg være, som jeg er, og folk kan lide mig, som jeg er,” siger Emilie, der var meget overrasket over at vinde den store kulturpris på 25.000 kroner.
“Jeg vågner op hver morgen og føler, det er lidt mærkeligt og uvirkeligt.”
Emilie bor i Jelling og går i 9. klasse på Kirstine Seligmanns Skole i Vejle. Efter 9. klasse skal hun et år på efterskole i Nørre Åby, der har musik og drama blandt specialerne.
Derefter regner kulturprisvinderen med at skulle på gymnasiet, inden drømmen om at blive optaget på skuespillerskolen skal forfølges.
“Det er det eneste, jeg synes, jeg kan finde ud af ordentligt.”

null

Publiceret 17 April 2014 10:30