Borgmester Willy Eliasen kan ikke genkende kritikken fra Landsforeningen Autisme.

Borgmester Willy Eliasen kan ikke genkende kritikken fra Landsforeningen Autisme.

Willy Eliasen:

Urimelig kritik

"Det er helt ude i hampen. Vores serviceniveau er fint," siger Egedals borgmester

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Den hårde kritik fra Landsforeningen Autisme møder ingen forståelse på borgmesterkontoret i Egedal Kommune.
"Det er usagligt, urimeligt og på ingen måde gennemtænkt. Efter min mening er det helt ude i hampen," siger Willy Eliasen til Lokalavisen Egedal.
Han mener ikke, at Landsforeningen Autisme tænker sig om, når de fraråder familier med handicappede børn at flytte til Egedel.
"Det er et dårligt råd, for jeg har eksempler på det modsatte, hvor familier er kommet hertil og er rigtig glade for vores service. Derfor gør kritikken mig ked af det," siger borgmesteren, som understreger, at Egedal oplever færre klagesager på handicapområdet.
"Det fortæller mig, at vi er blevet bedre til en række ting, men vi kan og skal blive endnu bedre. Vi lytter til klagerne og lærer af dem, ligesom vi tager det meget seriøst, når vi begår fejl," siger han.
"Hvad siger du til kritikken om et lavt serviceniveau og midler til efteruddannelse, der først frigives nu efter flere år med inklusion"?
"Tingene bliver blandet sammen som pærer og æbler. Handicapområdet er én ting. Noget andet er uddannelse. Vores serviceniveau er fin. Vi ligger midt i feltet."

Må finde sig i afslag

Borgmesteren afviser også landsforeningens påstand om at pengene ikke følger barnet i Egedal Kommune.
"Det er ikke rigtigt. Pengene følger børnene, og der er ikke tale om nogle spareøvelser," siger Willy Eliasen, som erkender at den store inklusions-debat får følelserne frem.
"Ofte betyder det bare, at de saglige begrundelser ikke følger med i en konkret sag. Når vi snakker lang sagsbehandling og klagesager, så skal man også huske på, at klager bidrager til lange sagsbehandlinger, som kan trække ud. Man må derfor finde sig i, at myndigheden kan sige nej og give et afslag. Jeg forstår godt, at forældrene bliver kede af et afslag. Det bliver bare ikke bedre af at tæppebombe kommunen med klager," siger Willy Eliasen.

Publiceret 29 April 2014 07:00