Byråd droppede tunnel til bløde trafikanter

Et flertal droppede ønske om tunnel til cyklister og gående ved et nye Hillerød Storcenter på Møllebro

Af
Jens Berg Thomsen

Cyklende kunder til det nye Hillerød Storcenter, der kommer ad banestien, skal ikke under en tunnel. Det besluttede byrådet i Hillerød på sit seneste møde, hvor den samlede trafikplan for Møllebrocentret var til debat.
"Jeg synes godt, man kunne undersøge muligheden for en tunnel," sagde Fælleslistens Tue Tortzen.
Men blandt andet Socialdemokraterne var ikke stemt for en tunnel. Cyklisterne skal i stedet ud i en ny rundkørsel, der bliver bygget ved Trollesmindeallé og den nuværende Thorsvang.
"Det er ikke farligt for cyklister at køre i en rundkørsel. Vi vil hellere bruge pengene på nogle cykelstier, hvor vi har sorte pletter," sagde Louise Colding (S).


Gode løsninger

Den samlede trafikplan fik rosende ord af Tue Tortzen.
"De målinger, vi har fået lavet, viser, at trafikken bliver et kaos på nogle tidspunkter ved centret. Det er en alvorlig udfordring, men jeg mener, at planen er den rigtige måde at gøre det på. Bygherren (M. Goldschmidt, red.) skal have ros for at have fundet gode løsninger til cyklister," sagde Tue Tortzen.
Planen betyder blandt andet, at der bliver to nye veje fra Trollesmindeallé til henholdsvis Frejasvej og Roskildevej. Der bliver også skabt bedre vejforbindelse mellem Trollesmindeallé og Industrivænget, fordi Thorsvang bliver lukket for gennemkørende trafik.
Hillerød Kommune har afsat 33 millioner kroner til anlæg i forbindelse med byggeriet af storcentret. I referatet fra byrådsmødet står der, at bygherren af Hillerød Storcenter M. Goldschmidt ønsker at komme med et nyt oplæg til fordeing af omkostninger til trafikanlæg, som skal bygges i forbindelse med centret.
Goldschmidt har tidligere meldt ud, at man håber på at kunne begynde byggeriet i 2015, og at centret tager et godt års tid at opføre. Efter planen står centret klar engang i 2016.

Der bliver ikke en tunnel for cyklende kunder til det nye storcenter på Møllebrogrunden. Byrådet besluttede at droppe Fælleslistens ønske om at undersøge muligheden for at bygge tunne, så bøde trafikanter fra banestien og skal krydse Trollesmineallé.Modelfoto

Der bliver ikke en tunnel for cyklende kunder til det nye storcenter på Møllebrogrunden. Byrådet besluttede at droppe Fælleslistens ønske om at undersøge muligheden for at bygge tunne, så bøde trafikanter fra banestien og skal krydse Trollesmineallé.Modelfoto

Publiceret 11 May 2014 12:32