Arkivfoto: Boesenfoto.dk

Arkivfoto: Boesenfoto.dk

Se hvem der blev årets spiller i FCN

FCN holdt tirsdag aften det årlige Award-show i Farum Park, hvor en række priser blev uddelt som afrunding på sæsonen

Traditionen tro blev Superligasæsonen rundet af med FCN Award i Farum Park, hvor mange blev hyldet under det festlige arrangement for alle klubbens ansatte med ledsagere i en fyldt AL Bank Lounge.
Denne gang var Award-showet desuden også et farvel til de to klublegender - cheftræner Kasper Hjulmand og anfører Nicolai Stokholm - og det kom naturligvis til at præge en stor del af aftenen og talerne.
Kasper Hjulmand fortsætter karrieren som cheftræner i tyske Mainz, mens Nicolai Stokholm som 38-årig lægger støvlerne på hylden. De modtog rosende ord for indsatsen fra alle sider og kom også begge med fantastiske takketaler for seks gode år i FC Nordsjælland, skriver FC Nordsjælland på sin hjemmeside.
Som noget nyt uddelte FCN i den anledning to ærespriser i år, så både Kasper Hjulmand og Nicolai Stokholm kan rejse fra Farum Park med en fortjent ærespris.
Af alle priserne til den sportslige afdeling er der altid mest spænding om den prestigefyldte titel som 'årets spiller', og den tilfaldt i denne sæson Patrick Mtiliga, der blev hentet hjem til dansk fodbold fra Malaga for tre år siden, netop da Kasper Hjulmand var blevet forfremmet til cheftræner i FCN.
Det var derfor også Kasper Hjulmand, der lovpriste Patrick Mtiligas rivende udvikling ved målrettet træningsarbejde gennem tre sæsoner. Patrick Mtiliga har betydet enormt meget for holdet og klubben, og han har nu spillet 96 kampe, scoret 5 mål og fungeret som viceanfører.
Modtagerne af de øvrige priser i den sportslige afdeling blev:
Årets fighter: Jens Stryger Larsen
Årets talent: Pascal Gregor
Årets mål: Morten Nordstrand for saksesparksmålet mod FCK
Årets topscorer: Joshua John
Årets værdispiller: Nicolai Stokholm

Patrick Mtliga blev årets spiller i FC Nordsjælland. Arkivfoto: Boesenfoto.dk

Patrick Mtliga blev årets spiller i FC Nordsjælland. Arkivfoto: Boesenfoto.dk

null

Publiceret 21 May 2014 15:10