"Det problem, jeg havde i 1990'erne, var, at jeg kedede mig, så jeg måtte ud og lave ballade," siger Carl-Mar Møller. Foto: Lars Schmidt

Carl-Mar Møller:

"Det har jeg fortrudt"

Carl-Mar Møller fortryder i dag, at han lod sine provokerende sider eksponere så voldsomt i 1990’erne

Af
Lars Schmidt

Han kedede sig så meget i 1990'erne, den i dag 60-årige terapeut fra Karlebo Carl-Mar Møller.
Ja, kedsomheden fik så stort et overtag, at han valgte at fremstå som en sjofelt brølende viking, der skræmte mange væk.
Han var to gange med i Big Brother. Han var med i Fire Stjerners Middag, i en Ikea-reklame og dusinvis af debatprogrammer, hvor det ofte kom til at handle om nøgenhed og mandlige kønsdele ikke mindst.
Læs også: TV: Carl-Mar i internationalt gennembrud
“Jeg provokerede for meget og blev i de følgende 10 år skældt ud for det. Så ja, det har jeg fortrudt,” siger Carl-Mar Møller i skæret af bagklogskabens krystalklare lys:
“Det problem, jeg havde i 90'erne, var, at jeg kedede mig, så jeg måtte ud og lave ballade. Det problem er heldigvis løst nu. Jeg har en seriøs side og en provokerende side. Det er vigtigt for mig, at jeg også selv har det sjovt. Det er kedeligt altid at være terapeut. Jeg har også brug for at være en viking og en abekat.”

PTSD-ramte soldater

Når Carl-Mar Møller ikke lader sin indre viking og indre abekat møde hinanden, så driver han seriøst terapeutvirksomhed, fortæller han:
“Jeg har gang i en masse projekter. Blandt andet med soldater, der er ramt af posttraumatisk stress. De er erklæret uhelbredelige og er populært sagt på piller og pension. Men efter to år hos mig har de, jeg har haft i behandling, fået det så meget bedre, at de nu har en dagligdag, der fungerer.”
Læs også: Carl-Mar Møller klar med ny idé
Carl-Mar Møller er uddannet terapeut med speciale i parterapi, depression og angst.
I dag uddanner han primært terapeuter: sexologer, parterapeuter, psykoterapeuter. Siden 1985 har ca. 450 terapeuter bestået deres uddannelse på landstedet ved Karlebo.
Læs også: De 9 faste til Carl-Mar
Carl-Mar Møller er også foredragsholder og forfatter. Han har skrevet 11 bøger, som er solgt sammenlagt i 40.000 eksemplarer.

null

Publiceret 23 May 2014 11:00