Motorcyklisten blev fløjet til Rigshospitalet med flere alvorlige knoglebrud. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Motorcyklisten blev fløjet til Rigshospitalet med flere alvorlige knoglebrud. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Hårdt kvæstet efter politijagt:

Nu skal han i fængsel

En 26-årig mand er blevet idømt fængsel efter vanvidskørsel på motorcykel i 2012, hvor han blandt andet brækkede nakken

Af
Tim Panduro

Knap to år efter en nu 26-årig mand blev arresteret, fik han forleden dom ved retten i Hillerød.

Den lange sagsbehandlingstid til trods var selve sagens indhold ganske simpelt: Manden havde kørt vanvidskørsel på en motorcykel, og det erkendte han i retten.

1. juni klokken 11.50 bemærkede en patruljerende betjent at manden kørte stærkt på Helsingørmotorvejen ved Hørsholm. Betjenten forsøgte at standse motorcyklisten, men denne var ikke til sinds at stoppe - og jagten gik fra Hørsholm til Hillerød, hvor motorcyklisten blandt andet kørte i den forkerte vejbane, overhalede højre om og kørte over for rødt.

Jagten sluttede brat efter omkring 20 minutters forløb på p-pladsen ved Skanseskolen. Her bragede motorcyklisten, der stadig havde politiet i hælene, ind i en parkeret bil. Motorcyklisten kom slemt til skade med blandt andet brud på ryg, nakke og skulder.

Retten fandt ikke hans alvorlige skader formildende, og den lange sagsbehandlingstid kunne heller ikke bruges som argument for en betinget dom.

Den 26-årige fik 30 dages ubetinget fængsel, en bøde på 18.000 kroner, regningen for en stor del af sagsomkostningerne og en et-årig frakendelse af kørekortet.

Betjenten, der fulgte efter motorcyklisten, blev efter jagtens uheldige afslutning udsat for efterforskning - men blev frikendt for at have handlet forkert, da han forfulgte motorcyklen. Undersøgelsen var en standardprocedure, fordi der var personskade involveret.

Publiceret 23 May 2014 07:00