Sangerinden Liv Lykke fra Gl. Egå er aktuel med singlen “Mer’”. Pr-foto.

Sangerinden Liv Lykke fra Gl. Egå er aktuel med singlen “Mer’”. Pr-foto.

Liv Lykke:

“Jeg tænker ikke på, om jeg går over stregen”

Liv Lykke er klar med ny single efter seks års pause oven på en succesfuld debut. Sangerinden har lært at være mindre perfektionistisk og søger ofte tilbage til barndommen på Egå Ungdomshøjskole

Af
Louise Nyvang Burmeister

 
Læg dig ned dreng/ du føler ikke/ nok for mig dreng/ jeg føler intet/ andet end lyst/ end din hud mod min/ end dig mig/ ja, og mig i dig/ - fra singlen “Mer'”.
Det har taget seks år for Liv Lykke at følge op på debutsinglen fra 2008.
Den aarhusianske sangerinde og sangskriver er nu aktuel med singlen "Mer'".
"Der var været 100 milliarder millioner km herhen. Men jeg vil hellere have, at der gik så lang tid, end at jeg havde lavet noget for tidligt," siger den 31-årige sangerinde, da JP Aarhus møder hende på Egå Ungdomshøjskole (EUH).
Her er hun nærmest vokset op, da faderen var lærer på højskolen, og familien boede i bygningen lige ved siden af.
"Det er et magisk sted. Der var så meget liv, og der skete så meget skønhed. Jeg kunne opleve det alt sammen uforstyrret. For ingen tog sig af den seksårige derovre i hjørnet," siger sangerinden.
Og selvom Liv Lykke flyttede fra byen for over 10 år siden for at få nye indtryk i København, bruger hun bruger stadig stedet, når hun skriver sange i dag.
"Barndommen er roden, som jeg stadig kan søge tilbage til, når jeg får skriveblokering, eller det bare ikke lyder helt rigtigt. I mine tanker kan jeg finde tilbage til en tilstand af uforstyrrethed, som jeg i høj grad har brug for, når jeg skriver sange."
Hun skal helst finde et privatrum at udtrykke sig i.
"Nå jeg skriver godt, så er det som at have en samtale med mig selv. Så tænker jeg ikke på, hvad andre tænker om det. Eller om jeg går over stregen," siger Liv Lykke.
Den nye single har et ærligt udtryk og ligefremme formuleringer.
"Det er et erotisk tema, som jeg formulerer i en poetisk, men ikke forskønnet udgave. Jeg har en tendens til at formulere mig lidt gammeldags. Det er helt ubevidst. Sådan er min skrivestil bare. Jeg er også i høj grad præget af de højskolesange, jeg fra en tidlig alder hørte på EUH," siger Liv Lykke.

Prøvet en masse af

Siden hendes debutsingle 'Notes Fall', der sidenhen blev brugt i en reklame, har Liv Lykke bl.a. taget en BA i sangskrivning.
"Jeg har prøvet en masse ting af. Uddannet mig, spillet med i en teaterkoncert og spillet musik i masse forskellige sammenhænge," fortæller hun.
Og så har hun lært at være mindre perfektionistisk.
"Altid bedre, bedre, bedre. Sådan har jeg haft det tidligere. Mine visere slår tydeligt ud. Jeg får det fysisk dårligt, når der er noget, som, jeg synes, ikke lyder helt godt. Det er en kæmpe gave og samtidig så besværligt," erkender hun.
Nu er hun blevet bedre til at finde en balance.
"Det er en af hovedårsagerne til, at jeg nu kan lave albummet. Jeg kan bedre nyde det nu. Bedre se, hvad det er jeg er god til, og hvad jeg skal fokusere på. Det handler om at finde den rette balance. Nogle gange tager noget unødigt lang tid, nogle gange er det nødvendigt."
Hun har allerede fået mange reaktioner på hendes nye single. Især på en særlig live-udgave af sangen, som er lagt på youtube. Her er et ellers medvirkende symfoniorkester og orgellyd pillet fra.
"Den video har fået helt ufatteligt mange reaktioner. Næsten 7.000 har set den på knap tre uger. Jeg tror, folk reagerer, fordi det er helt strippet ned og nøgent. Folk takker mig især, fordi jeg ikke er bange for at vise mine følelser," siger Liv Lykke, der aldrig har været i tvivl om, hvad hun ville.
"Jeg har afprøvet mange ting. Men det er alt sammen, noget jeg har lavet, for at blive bedre til at lave mit eget," siger sangerinden fra Gl. Egå.
Kommer der til at gå seks år, før du udgiver nyt igen?
"Nej, nej, nej, nej, nej. Planen er at der kommer et album ud i begyndelsen af 2015. Jeg er så klar nu."
Læg dig ned knægt/Din barndoms smerte/ dækker som støv/ hver dør hver hjerte/ nøgen glemmer/ jeg sjælens flugtplan/ min hud ved der er/ helle på dit lagen/ - fra singlen “Mer'”.






Blå Bog: Liv Lykke

Født 1983 i Gl. Egå.
Gået på Laursens Realskole og på Testrup Højskole.
Uddannet sangskriver fra Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Udgav første single i eget navn i 2008: ”Notes Fall”.
Nomineret til P3 Guld Talentpris 2008.
Spillede på Spot Festival i 2008.
Medvirkede i Bob Dylan Teaterkoncert af Nikolaj Cederholm.
Var med i kollektivet ”Boom Clap Bachelors” sammen med bl.a. Coco O fra Quadron.

Publiceret 23 May 2014 16:00