Nu taler moren:

Derfor meldte jeg læreren for at slå min søn

Moderen til den 6-årige dreng så ingen anden udvej end at politianmelde læreren

Af
Helle Christoffersen

Den 6-årige dreng, der endte med at få en lussing af sin lærer, fordi han spyttede og slog, har haft svære problemer med sin vrede siden børnehaveklassen, fortæller hans mor, hvis navn er avisen bekendt. Hun er ked af hele situationen, og understreger, at hun er glad for skolen, som har gjort meget for at hjælpe hendes søn. Ligesom hun ikke har noget at udsætte på læreren, som blev dømt for at slå sønnen.

Ikke kun min søn

Når hun alligevel valgte at anmelde det efter samråd med den familievejleder, som er knyttet til familien på grund af sønnen, så var det for at beskytte ham.
"Skolen spurgte mig, hvad jeg ville have ud af det, og mit svar er, jeg vil beskytte min søn og sikre, at det ikke sker igen. Men det handler ikke kun om ham. Jeg vil også have fokus på inklusion og gøre opmærksom på, at det rammer svage elever uhensigtsmæssigt hårdt," fortæller moderen, som har tre andre børn, der har en normal skolegang i folkeskolen.

Problemerne er ikke nye

Hendes dreng har haft problemer siden børnehaven. Han kan ikke klare alt for mange mennesker omkring sig, og hvis han ikke er forberedt på, hvad der skal ske, så bryder hans verden sammen. Presser man ham, bliver han ulykkelig og vred. Han siger tit, at han bare vil dø, og kan finde på at stikke af fra skolen og stille sig ud på vejen for at blive kørt over. Hans mor har en lang række rapporter fra skolen, hvor der gentagne gange har været hændelser på grund af hans opførsel, når han bliver vred, slår og er ked af det. Hans tanker kører på højtryk, og han har svært ved at sortere i alle sine indtryk, hvilket også giver ham problemer med sin virkelighedsopfattelse, fortæller moderen, som aktivt benytter kommunens familietilbud for at få flere redskaber til at forstå og hjælpe sønnen.

Forsøgt at få hjælp

"Jeg har forsøgt at råbe systemet op siden han begyndte i skolen. Vores læge bakker op om, at det ville være godt med en psykologvurdering af hans opførsel, så vi bedre kan hjælpe ham. Men det er skolen, der efter de nye regler skal indstille ham til en psykologisk vurdering, og der har de været alt for henholdende. Ikke mindst, når man ser på, hvor mange problemer der har været. Men lige så snart han havde en fredelig periode, så ville man lige se tiden an igen." lød beskeden til familien.
Efter episoden i januar med lussingen er der nu et helt andet fokus på den lille, spinkle dreng, som har fået støttelærer på i skolen og nu er sendt til psykologisk udredning.
"Jeg har fortsat en god dialog med skolen, men det har været svært efter anmeldelsen. I de første tre uger blev jeg pludselig kaldt hjem i utide fra arbejde 3-4 dage om ugen, fordi skolen oplyste, at de ikke kunne styre ham. Det var ikke holdbart, og det er blevet præciseret, at det må skolen ikke. Jeg kan godt forstå, at det er svært for skolen og lærerne at håndtere de situationer, men det er det jo også for min søn. Så forhåbentlig hjælper udredningen os alle sammen," lyder håbet fra moderen.

Fakta om inklusion

Regeringen og Kl indgik i 2012 en aftale om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning.
Målet er, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal modtage almindelig undervisning i 2015.
Tallet skal stige fra 94,4 procent, hvilket indebærer, at 10.000 specialbørn skal inkluderes i den almindelige folkeskole.
Formålet er iflg. regeringen, at flere børn får en hverdag med et fællesskab i folkeskolen frem for at blive isoleret i specialklasser.
Kilde: Undervisningsministeriet

Publiceret 23 May 2014 06:15