Ifølge rådmand Kristian Würtz (S) skal erhvervslivet betale ekstraregningen for fordyrelsen af letbanen.

Ifølge rådmand Kristian Würtz (S) skal erhvervslivet betale ekstraregningen for fordyrelsen af letbanen.

Würtz:

Letbaneregning til erhvervslivet

Rådmand Kristian Würtz (S) vil sende regning på 300 millioner for fordyrelsen af letbanen til erhvervslivet

Af
Af Hans Larsen

Erhvervslivet i Aarhus kommer til at betale en kæmperegning på 300 millioner kroner for fordyrelsen af Aarhus Letbane, hvis det står til rådmanden for teknik og miljø, Kristian Würtz.
Som tidligere omtalt i Lokalavisen er det kuldsejlede letbaneprojekt underfinansieret med omkring 700 millioner kroner, og mens der er lagt op til, at staten ekstraordinært skal bidrage med 330 millioner kroner, er Aarhus Kommunes andel af regningen på godt 300 millioner kroner.
Og det er den regning, som Kristian Würtz til de borgerlige partiers store fortrydelse er parat til at sende videre til erhvervslivet. Konkret betyder det, at den planlagte gradvise nedsættelse af erhvervslivets skat, kaldet dækningsbidraget, udskydes i årevis. Nedtrapningen skulle ellers være påbegyndt fra 2020.
“300 millioner kroner er mange penge. Men det har hele tiden været forudsat, at Aarhus Kommune finansierer første etape af letbanen via dækningsafgiften. Og det er også min forventning, at det bliver dækningsafgiften, som skal dække Aarhus Kommunes ekstrafinansiering,” siger Kristian Würtz.
Ifølge den politiske aftale mellem Socialdemokraterne samt Venstre og de Konservative skulle dækningsbidraget falde gradvist efter 2020, når også en Marselistunnel var blevet delvist finansieret af erhvervslivet.
Og både Venstre og Liberal Alliance i Aarhus Byråd raser over, at rådmanden vil bryde den aftale.
“Venstre er ikke parat til at videresende den her regning til erhvervslivet. Det er jo reelt det, Kristian Würtz vil gøre. Man må huske på, at det er Aarhus Kommune og staten, der ikke har forstået at lægge det rigtige budget, og så kan man ikke bare sende en regning med en budgetoverskridelse på 30 procent videre til erhvervslivet,” siger Venstres politiske ordfører Gert Bjerregaard.
Partiet vil finansiere de 300 millioner kroner ved en forpligtende indsats, der skal bringe flere aarhusianere i arbejde, så der dermed spares penge på beskæftigelsesområdet.
“Derved vil vi hente de ekstra penge,” siger Gert Bjerregaard.
Men er det ikke pseudopenge, for I kan jo ikke garantere, at flere kommer i arbejde!
“Nej, men Venstre har det sådan, at en forholdsvis stor andel af blandt andre flygtninge-indvandrere i Aarhus på overførselsindskomst kan komme i arbejde, hvis vi gør en ekstraordinær indsats,” siger Gert Bjerregaard.
Liberal Alliances Lars Boje Mathiesen er enig.
“Vi frygtede, at det var sådan Socialdemokraterne ville finansiere letbaneunderskuddet. Ideen om at udskyde nedsættelsen af dækningsbidraget er jo en skrue uden ende, som borgmesteren og Socialdemokraterne kan dreje på, når det passer dem,” siger Lars Boje Mathiensen, der foretrækker besparelser på letbaneprojektet frem for at sende regningen til erhvervslivet.

Publiceret 23 May 2014 14:00