Den 38-årige blev sparket eller skubbet ned på skinnerne ved 7-eleven på stationen. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Den 38-årige blev sparket eller skubbet ned på skinnerne ved 7-eleven på stationen. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Bankede mand bevidstløs og efterlod ham på togskinner

To brødre overfaldt mand, der ville hjælpe den ene af dem på benene på Hillerød Station

Af
Tim Panduro

En hjælpende hånd blev ikke vel modtaget, da en 38-årig mand forsøgte at få en da 23-årig fulderik på benene, efter at den 23-årige var faldet på perronen.

Den 23-årige var nemlig ikke mere fuld, end at han skubbede den 38-årige, så han faldt om. Den 23-åriges 19-årige lillebror gav herefter en hånd med, og den 38-årige fik flere slag og spark.

Volden fandt sted på Hillerød Station natten efter den 8. marts i år. Forleden var brødreparret for retten- tiltalt for grov vold og for den 23-åriges vedkommende også for brud på straffelovens paragraf 247, der kommer i brug, når en voldsmand tidligere har fået domme.

Overfaldet på den 38-årige udviklede sig usædvanligt voldsomt. Efter at den 38-årige, der undervejs i forløbet mistede bevidstheden, var faldet om, sparkede eller skubbede brødreparret den 38-årige ud over perronkanten og ned på jernbaneskinnerne. Herefter forlod de stedet.

Nægtede sig skyldige

De to nægtede sig ifølge rettens referat af sagen skyldige i vold, da de var for retten.

Den 19-årige forklarede dog, at han kunne huske at have sparket en person ud over perronkanten, og at han gik i panik og derfor stak af sammen med sin bror. Hans storebror huskede kun, at de tog til Hillerød, og at han blev anholdt. Han blødte fra hånden, da politiet pågreb ham, og i retten blev det vurderet, at skrammen på hånden stammmede fra det fald, der startede hele episoden.

Brækket arm

Ifølge den 38-åriges egen forklaring, der i det store hele blev bekræftet af vidner, havde han ikke selv på noget tidspunkt været aggressiv. Han havde forsøgt at bakke væk fra det aggressive brødrepar, men uden held.

Han huskede ikke meget fra selve overfaldet, fordi han havde været bevidstløs undervejs.

Den 38-årige fik ret voldsomme skader ved overfaldet. ud over skrammer brækkede han armen og fik en flænge i panden. Han fik desuden syet et flækket øjenbryn på skadestuen.

Retten valgte at taksere den grove vold til tre måneders betinget fængsel til lillebror. Dommen blev gjort betinget, frodi han har gode personlige forhold, og fordi han ikke havde taget initiativet til volden. Han skal dog udøre 80 timers samfundstjeneste, hvis han vil holde sig ude af spjældet.

Storebroren slap ikke så billigt. Han er flere gange tidligere straffet for vold, og retten betragter ham som initiativtager til det brutale overfald. Han fik derfor fem måneders ubetinget fængsel.

De to skal desuden betale 6947 kroner i erstatning til den 38-årige, 4080 kroner til forsikringsselskabet Tryg - og så hænger de på regningen for sagens omkostninger.

null

Publiceret 24 May 2014 17:01