Per Reinert, Anne-Marie Andreasen og Folmer Sørensen samt de øvrige beboere er trætte af, at leve i byggerod på fjerde år.

Per Reinert, Anne-Marie Andreasen og Folmer Sørensen samt de øvrige beboere er trætte af, at leve i byggerod på fjerde år.

Konkursramt entreprenør stavnsbinder husejere

Byggeriet er efter fire år stadig ikke færdigt

Af
Helle Christoffersen

Ti husejere på Marienlystvej i Ølstykke har gennem de seneste fire år været ufrivillige ofre for en entreprenør, der ikke kan eller vil færdiggøre sit byggeri.
De ti rækkehuse ligger på en fin plet i Ølstykke lige over for Byparken, og beboerne er rigtige glade for deres huse, men lige så trætte af, at området ikke bliver gjort færdigt som planlagt.
På fjerde år kigger de ud på en byggetomt, hvor entreprenøren skulle have opført yderligere 16 rækkehuse. Udsigten består af byggeaffald, containere og et grønt affaldsbjerg dækket af ukrudt samt gamle fundamenter fra den gård, der tidligere lå på stedet, hvor ukrudtet nu vokser vildt og højt.
I stedet for den planlagte asfalterede indkørsel kommer man ind på området ad to grusveje, som mangler vejskilt, og belægningen på parkeringspladsen og stien omkring har forskubbet sig, så det hele er ujævnt.

Bygherren gør intet

"Det er jo bygherren, der har ansvaret, og han har i årevis lovet os at gøre tingene færdige, men der sker ikke noget," lyder det fra de frustrerede beboere, som skulle have overtaget fællesområdet, når det var færdigt. I stedet har de udsigt til en ufærdig byggegrund og en uafklaret økonomi, som også gør det svært at sælge rækkehusene igen, da en kommende køber ikke kan få oplyst, hvad de samlede fællesudgifter lander på.
Bygherren er entreprenøren Knud Mark Jakobsen, der tidligere er gået konkurs med en række byggeselskaber iflg. cvr-registret. Han gik konkurs med det selskab, der byggede de seks første rækkehuse på grunden. Hans nuværende selskab, Boligselskabet Marienlyst af 2009 ApS, står bag byggeriet af de resterende fire rækkehuse samt er ansvarlig for byggemodningen, som omfatter alle de forhold, der mangler at blive udbedret på grunden.

Beboerne har selv måtte fremstille et skilt, så andre kan finde vej ind til området. Blandt andet har ambulancer svært ved at finde vej til seniorboligerne.

Beboerne har selv måtte fremstille et skilt, så andre kan finde vej ind til området. Blandt andet har ambulancer svært ved at finde vej til seniorboligerne.

Kommunen skal på banen

"Vi har allerede brugt 50.000 kroner på en advokat, og vi har ikke råd til at blive ved. Hvis vi slæber ham i retten, så sker der formodentligt ikke andet end endnu en konkurs. Vi kan jo ikke plukke hår af en skaldet. Men kommunen har en bankgaranti fra ham, som de kan gøre brug af, så kloak- og anlægsarbejdet kan gøres færdigt. Det forstår vi ikke, at de ikke snart gør," siger beboerne, som føler, de bliver kastet rundt fra den ene til den anden i det kommunale system uden at komme en afklaring nærmere.
De har tidligere haft borgmester Willy Eliasen nede og se på området, og ved hans mellemkomst lykkedes det at få entreprenøren til at knuse og flytte en del byggeaffald. De knuste rester udgør nu affaldsbjerget i den anden ende af grunden. Siden er der ikke sket noget.

Containere og byggeaffald flyder stadig på grunden, der skulle have været bebygget med yderligere 16 seniorvenlige rækkehuse.

Containere og byggeaffald flyder stadig på grunden, der skulle have været bebygget med yderligere 16 seniorvenlige rækkehuse.

Mangler 16 huse

Udover at få lovliggjort og færdiggjort de fælles anlæg og kloakker, så står beboerne i dag med endnu et uforudset problem. I stedet for at være 26 husstande om at dele udgifterne til fælles vedligehold, så er de kun ti. Hvis de øvrige boliger ikke bliver bygget, så bliver fællesudgifterne væsentligt dyrere end forudsat.
”Vi vil ikke overtage noget, for vi risikerer at hænge på noget, som ikke er godkendt af kommunen. Men vi går selv og passer tingene nu, så godt vi kan. Men hvis der ikke bliver bygget på de 16 øvrige matrikler, så vil den del af grunden stadig se herrens ud, og vi kommer til at betale mere end planlagt,” lyder det fra beboerne, der håber, at kommunen snart skrider til handling.

null

Publiceret 01 July 2014 00:00