"Der skal være plads til både fadbamser & kunstudstillinger"

Projektleder for Kulturnatten, Rikke Revsholm er ikke i tvivl. Kulturnatten i Kolding er noget helt for sig. Ikke nok med at både erhvervsliv, foreninger og andre lokale støtter trofast op om dagen, så mener projektlederen, at Kolding Kommunes kulturnat formår at tiltrække et hav af helt forskellige mennesker.
"Der skal være plads til både fadbamser og kunstudstillinger, når der er kulturnat i Kolding. Og netop den sammenblandning tror jeg gør, at folk har lyst til at komme. Der skal være masser af kultur. Men der skal også være fest og ballade", lyder det fra Rikke Revsholm. For kort tid siden udkom årets program for Kulturnatten og her blev der igen afsløret et hav af arrangementer, som finder sted fra klokken 16.00 og helt frem til midnat.
Der vil selvfølgelig være musik med hotte navne som Sebastian Lind, Go Go Berlin og Ukendt Kunstner. Men der vil også være en masse muligheder for at opleve byen fra en helt ny side, eller måske prøve noget helt nyt: Hvad med for eksempel at tage forbi Kolding Bibliotek mellem 17-20.00 og hjælpe forfatteren Carsten Borch med at skrive sin nye krimi "Mord i Slicetown"?
Du kan også tage forbi åen ved Sinnerup og gå en tur på vandet i en af de store "Aquaballs".
Rikke Revsholm ved at hun får travlt i løbet af Kulturnatten, men der er også nogle helt specifikke arrangementer, som hun glæder sig meget til.
"Jeg skal ned på "The Tube" og hjælpe med at væve kulturnat tæppet. Det tror jeg bliver rigtig sjovt. Og så skal jeg også en tur forbi Koldinghus", lyder det fra Projektlederen.
Du kan se meget mere om Kulturnatten og også finde programmet på hjemmesiden www.kulturnat.kolding.dk

Der vil også i år være mange kulturelle indslag fra dansere, sangere og kunstnere. Billedet her er fra sidste år.

Der vil også i år være mange kulturelle indslag fra dansere, sangere og kunstnere. Billedet her er fra sidste år.

Publiceret 01 August 2014 08:00