Forleden nat ødelagde unge mennesker den røde træbom, der fører op til Fiskebæk Naturskole.

Forleden nat ødelagde unge mennesker den røde træbom, der fører op til Fiskebæk Naturskole. "Vi er simpelthen så trætte af de unges megen hærværk hernede. Der er sket noget hver nat hele sommeren", siger Poul-Erik Norlander, naturvejleder. Foto: Helene Holm Stolle.

Massivt hærvæk på Naturskolen

En oversavet spærrebom, flasker overalt og huller i teltdugen er blevet hverdag på Naturskolen ved Fiskebæk

Af
Helene Stolle

“Det har stået på næsten hver aften og nat hele sommeren, men nu har vi altså fået nok”. Sådan lyder det fra Poul-Erik Norlander, kaldet Lander, der er naturvejleder ved Fiskebæk Naturskole.
Torsdag morgen måtte han endnu en gang gå i gang med en større oprydning på området, hvor en stor gruppe unge mennesker holder til i de lune sommeraftener.
“Det er de egentlig meget velkomne til, bare de ikke vil ødelægge stedet, som de gør nu”, lyder det fra Lander, mens han viser rundt på området.
Her flyder det med tomme flasker både rundt om bålstedet og ude i græsset, snorene til den store teltdug over bålet er klippet over, og der er skåret et stort hul i dugen.
Gårdspladsens grusbelægning er fyldt med store hjulspor fra biler, der er blevet smidt en bådtrailer op ad huset, og flere steder er der klippet hul i hegnet til den lille havn, der hører til naturskolen, ligesom den røde træbom ved vejen ind til naturskolen er blevet splittet i to dele.
“Vi er godt trætte af det, for hele sommeren igennem har vi brugt godt to timer hver eneste formiddag på at rydde op efter de unge mennesker. Og det hjælper ikke, at vi kører herned om natten og taler med de unge. De snakker os bare efter munden, og når vi så er gået igen, fortsætter de deres hærgen”, siger Lander, der har været naturvejleder ved skolen i flere end 28 år.
Læs om Fiskebæk Naturskole her
På grund af det omfattende hærværk er de tre naturvejledere, der er tilknyttet skolen, blevet enige om at sætte videoovervågning op på hele området.
“Det bliver vi simpelthen nødt til, men det er ærgerligt”, siger Lander og tilføjer, at de godt 80.000 kroner et sådant anlæg koster kommer til at gå ud over de mange institutioner og skoler, der besøger skolen igennem hele året.
“Vi bliver nødt til at tage pengene fra vores budget, og så mangler vi dem jo et andet sted”, siger han og tilføjer, at det ikke kun er børn fra Furesø Kommune, der benytter sig af naturskolens tilbud men også mange børn fra både Herlev, Ballerup og Gladsaxe Kommuner.

Skræmte spejdere

De unges hærgen på naturskolen går ikke kun udover området. Natten til torsdag havde en gruppe pige-spejdere fra Det Danske Spejderkorps nemlig booket sig ind på naturskolen, hvor de skulle overnatte i de tre shelters.
“Pigerne var i alderen 10-13 år, og de blev selvfølgelig meget forskrækkede og bange over alt det, der skete her. Det er også fra spejdernes leder, at vi ved, at de unge mennesker kørte ræs inde på gårdspladsen, og det vidner de mange hjulspor også om”, siger Lander og fortsætter:
“Det er så synd, at de mennesker, børn som voksne, der kommer her for at få en god oplevelse, skal have det ødelagt, fordi der er en gruppe unge mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt. Jeg er virkelig rasende og virkelig ærgerlig over det”, siger han.

Caption Caption Caption

Caption Caption Caption

Meldt til politiet

For at få sat en stopper for den megen hærværk på det naturskønne område, har naturvejlederne ikke bare besluttet, at der skal sættes videovervågning op men også fremadrettet at melde hver en episode til politiet.
“Vi bliver nok også nødt til at få en vagt herned. Vi vil ikke have at området bliver ødelagt”, siger Lander.

Caption Caption Caption

Caption Caption Caption

Publiceret 01 August 2014 10:00