Jan Wiuff ved det sted, som fra slutningen af september bliver den nye indgang til Føtex Albertslund. Som man kan se, er den gamle kasselinje ved at blive udskiftet med en helt ny, der vil rumme almindelige kasser og seks selvscanningskasser.

Jan Wiuff ved det sted, som fra slutningen af september bliver den nye indgang til Føtex Albertslund. Som man kan se, er den gamle kasselinje ved at blive udskiftet med en helt ny, der vil rumme almindelige kasser og seks selvscanningskasser.

De roder nu:

Men den nye Føtex står klar i slutningen af september

Føtex Albertslund er i fuld gang med en gennemgribende renovering. Butikken bliver klar samtidig med 30 års fødselsdagen

"Varehuset fylder 30 år i år og er ved at være slidt. Det trænger til en renovering – og desuden får vi også snart nye naboer. Så skal vi jo se pæne ud", siger Jan Wiuff, varehuschef i Føtex Albertslund.
De nye naboer er den kommende Kvickly, der åbner på Stationsporten i 2015.
Men så længe venter Føtex ikke med at trække i festtøjet. I slutningen af september fejrer varehuset i Albertslund nemlig 30 års fødselsdag, og renoveringen skal stå klar til den begivenhed.

Moderne butik

"Varehuset har et 2400 kvadratmeter stort salgsareal, og det hele gennemgår i øjeblikket en gennemgribende renovering. Vi gør det også for at følge trit med nye lovkrav, der bl.a. betyder at vores gamle freonholdige køle- og frysemontrer udskiftes med helt nye", siger Jan Wiuff.
Det bliver en noget anderledes og moderne butik, der åbner sidste lørdag i september.
"Vores indgangsareal ændres fuldstændigt. Ud mod Kanaltorvet piller vi vægbeklædningen ned, så vi får dagslys ind i butikken. Forarealet vil så blive brugt til salgsareal af spotvarer og convenience som f.eks. sandwich, mælk, ost og juice. Og så skal vi til at gå den modsatte vej rundt i butikken – selve indgangen til butikken vil ligge der hvor kasse 7 ligger i dag," fortæller Jan Wiuff.
"I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at vi får den gamle Informationsskranke tilbage. Det har mange af vores kunder efterspurgt – og nu opfyldes ønsket i forbindelse med den nye indgang".

Stephan Jensen, produktionsleder, og Marc Jespersen, lærling, i den kommende slagter-produktion, der nu er under opbygning bag i varehuset.

Stephan Jensen, produktionsleder, og Marc Jespersen, lærling, i den kommende slagter-produktion, der nu er under opbygning bag i varehuset.

Ny kasselinje

Posthus, kiosk og bager indrettes i hjørnet op mod de nuværende toiletter ved indgangen.
"Samtidig får vi en helt ny kasselinje med seks almindelige kasser og seks selvscanningskasser", fortæller Jan Wiuff. "Vi oplever fra vores andre varehuse, at kunderne er glade for selv at scanne deres varer. Det er forbeholdt kunder med kurv, og dem er der mange af i Albertslund. Vi vil dog altid have bemandede kasser åbne for kunder, der foretrækker det. Kunderne skal lære at bruge selvscanningskasserne. Det sætter vi i starten to medarbejdere af til".
Inde i butikken vil kunderne opleve, at nogle af varegrupperne skifter plads i forhold til, hvor de står i dag.
Overalt indrettes med helt nye reoler, der rummer flere varer og optager mindre plads. Det betyder samtidig, at der bliver plads til et fuldt Føtex-sortiment. Det betyder også bedre gangplads mellem reolerne.
Det nuværende prøverum til tøj fylder en del midt i butikken. Det flyttes ud i siden.
Tekstilerne rykkes hen mod den nye indgang, mens en ny og større grøntafdeling kommer til at ligge nogenlunde, hvor den er i dag.

Åben slagterafdeling

Slagterafdelingen ændres totalt og kommer til at ligne den, man måske kender fra Føtex i Glostrup.
"Det bliver en stor, åben afdeling så man kan se ind til vores slagtere, der går bag disken og sørger for udskæringer. Der bliver mere plads til køl og til slagtervarer, og der bliver også gjort mere ud af delikatesseafdelingen. Vi får desuden en rotisserie, så man altid kan købe nygrillede kyllinger.
Kunderne oplever lige nu, at der arbejdes med nedbrydning af det gamle slagteareal ude bag mælkemontrerne. Her opbygges det nye produktionsareal for slagterafdelingen, nye vaske og nye kølerum.
"I øjeblikket møder vores slagtere ind i Albertslund om morgenen. Herefter kører de til Hvidovre, hvor de skærer ud og pakker. Vi har lejet en kølebil til det formål", fortæller Jan Wiuff. Slagterne glæder sig til at rykke ind i de nyrenoverede arbejdsrum.

Bær over med os!

Kunderne mærker altså allerede, at noget er i gærde. Der hænger ledninger fra loftet, bores og bankes.
I løbet af de kommende måneder vil man opleve, at hele dele af butikken flyttes på en gang, når de nye reoler skal ind.
Selvom der arbejdes døgnet rundt, vil kunderne komme til at mærke, at de handler et sted, hvor der bygges og ryddes op.
Om det siger Jan Wiuff:
"Vi er kede af det byggerod, der er i butikken. Vi prøver selvfølgelig at tage størst mulighensyn til kunderne, men jeg håber, de vil bære over med os. Jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere den helt nye Føtex Albertslund for dem – efter planen den sidste lørdag i september".
På samme tid fylder Føtex Albertslund som sagt 30 år, så der bliver noget at fejre. Noget som kunderne ikke mindst vil mærke med en masse gode tilbud i den spritnye butik.
brie

Publiceret 01 August 2014 08:00