Endnu en motorvejsbro skal renoveres

Bro på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk skal sættes i stand

Trafikanterne på Holbækmotorvejen er efterhånden vant til lidt af hvert, men får brug for at at finde endnu mere tålmodighed frem de næste par måneder.
Mandag den 11. august begynder Vejdirektoratet arbejdet med at renovere en bro ved Vallensbæk, på Holbækmorvejen i østgående retning.
Broen ligger i den sydlige Vallensbækgren i retning mod København. Trafikken og vejrliget har slidt så meget på den, at den skal omisoleres og repareres og have ny asfalt, oplyser Vejdirektoratet.
Reparationen og den fornyede asfaltbelægning vil betyde længere levetid for broen og en bedre og mere køresikker oplevelser for trafikanterne.
Arbejdet vil foregå som forceret arbejde. Det vil sige, at der arbejdes både dag og nat og i weekender, når det er nødvendigt.
"Vi regner med at være færdige i slutningen af oktober måned. Vejarbejder er altid meget afhængige af vejret, og der kan være dage, hvor maskinerne ikke kan køre", siger ingeniør Henrik Nielsen.
"Vi begynder arbejdet på broens nordlige halvdel og flytter efterfølgende arbejdet til broens sydlige halvdel."
Der vil i hele perioden være to kørespor forbi arbejdsområdet. Dog vil sporene være indsnævret for de arbejder, der foregår i kørebanearealet.
Mens vejarbejdet er i gang, vil hastigheden på strækningen være sat ned til 80 km/t.
"Sikkerheden skal være i top for både vejarbejdere og trafikanter. Derfor sætter vi hastigheden ned omkring vores vejarbejder og beder trafikanterne om at respektere den sænkede hastighed", siger Henrik Nielsen.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, trafikanterne må opleve som følge af vejarbejdet. Man arbejder på at blive færdig hurtigst muligt.
For yderligere information om arbejdet og den generelle trafiksituation, se www.vejdirektoratet.dk.
due

Publiceret 07 August 2014 06:00