Lidt over 2 mio. kroner skal forbedre brugen af it i skolerne.

Lidt over 2 mio. kroner skal forbedre brugen af it i skolerne.

Mærsk-millioner til skolerne

Egedal, Ballerup og Furesø får penge fra A. P. Møller Fondens skole-milliard til en it-mentorordning

I den digitale tidsalder er det ikke hverdagskost at få et rigtigt brev med posten - navnlig ikke, når det er to millioner kroner værd. Men det var, hvad Lotte Aabye, afsnitsleder i Skoler og Institutioner i Ballerup Kommune, gjorde for kort tid siden.
Brevet var fra A. P. Møller Fonden og indeholdt tilsagn om støtte på 2.049.400 kroner til et 3-årigt projekt om bedre udnyttelse af it i undervisningen for både elever og lærere.
Pengene kommer fra den milliard, som A.P. Møller Fonden har doneret til folkeskoleområdet. Af de 181 indkomne ansøgninger i første runde, er det foreløbig kun 27 projekter, der er sluppet igennem fondens nåleøje, og her er it-projektet fra Ballerup, Egedal og Furesø kommuner iblandt. Det skriver de tre kommuner i en pressemeddelelse.
De tre kommuner har allerede et teknisk it-samarbejde. Derfor var det naturligt også at samarbejde om at løfte it-formidlingen i skolerne. De lokale lærerforeninger har også været inddraget og takket ja til samarbejdet.

It-mentor kommer ud i klassen

I stedet for at sende lærerne på skolebænken er ideen i projektet, at et lærerteam med ansvar for et emne eller projekt på en elevårgang kan søge om og få tildelt en mentor. Mentorerne er læreruddannede med en solid praktisk erfaring i rygsækken - ikke mindst inden for it.
Når et lærerteam vil arbejde med et emne eller fagområde, de ønsker at løfte ved hjælp af digitale medier, kan de udarbejde læringsmål og en kort beskrivelse af deres ønsker. Derefter får teamet tilknyttet en mentor, som hjælper med at kvalificere læringsmål og samarbejder med teamet om forberedelse. Mentor deltager også i dele af selve forløbet sammen med eleverne, og bagefter evaluerer sammen med teamet. I alt kan et årgangsteam råde over en mentor i 18 timer nærmest som en klippekorts-ordning.

I gang sidst på året

Efter at ordningen er blevet støttet af fonden, går de tre kommuner i gang med at planlægge forløbet. Rekrutteringen af mentorerne sker fra universiteter, professionshøjskoler med mere, og man regner med, at de første pilotprojekter kan sættes i gang sidst på året.
I alt får 78 lærerteam i de tre kommuner mulighed for at benytte mentor-ordningen.

Publiceret 07 August 2014 07:00