Milo fik politiet til at babysitte

Lille Milo så stort på terminen og ville se verden fem uger før tid. Det forvandlede hårdkogte politifolk til uventede babysittere for én enkelt nat

Af
Lars Dinesen

Klokken var godt et natten til lørdag sidste weekend, da 31-årige Ditte kunne mærke, at nu skulle det være nu. Det var før tid. Fem uger for at være nøjagtig, men hendes tredjefødte var på vej ud. Det skulle være nu. Faren var i udlandet. Ditte drejede 1-1-2.

"Jeg har jo prøvet det før. Da jeg vågnede med veer vidste jeg, at det var lige oppe over," lyder det fra moren, der nu er mor til tre.

En time senere forlod en ambulance adressen på Bakkevej i Kulhuse. Destinationen var Hillerød, redderne turde ikke tage turen til Hvidovre. Det hastede. På fortovet stod to politifolk tilbage med en uventet opgave i natten - og søskendeparret Lina og Noah på tre og otte år.

"Det var ét stort kaos. Falck sagde, at politiet ville køre dem til min far i København," siger den nybagte mor.

Klokken 03.15 kom den travle lille Milo til verden. Fødslen gik fint og den lille dreng var sund og rask. Ditte ringede til sin far for at fortælle det. Men morfaren havde endnu ikke fået børnene hjem til sig endnu.

"Der blev jeg lidt nervøs. Det tager jo ikke så lang tid at køre ind til hovedstaden," husker moren tilbage på den kaotiske situation.
Heldigvis skulle opholdet vise sig at være ganske harmløst. Ja, faktisk helt hyggeligt.

De to politibetjente manglede nemlig børnesæder til patruljevognen, der ikke var udstyret til så unge gæster på den sene nattevagt. Alt imens diskede betjentene op med hjemmelavet rabarberkage og tegnefilm på stationen i Frederikssund. Alle hyggede sig bravt.

"Hvis ikke ordensmagten skulle sørge for at have tingene i orden, hvem skulle så?" griner Ditte.

Moren er glad for, at betjentene kunne træde til i den prekære situation og beretter også, at børnene synes, det var en god oplevelse.
"De taler begge to om, at det var en rigtig god og sjov oplevelse," siger Ditte Mars.

Lille Milo venter onsdag stadig på at komme hjem fra hospitalet, men han ligger hverken i kuvøse eller andet på trods af sin tidlige fødsel. Der går næppe mange dage, før den lille fyr vender tilbage til Bakkevej i Kulhuse, hvor hele historien begyndte.

Skæbnen har åbenbart sans for humor. Den lille nyfødte dreng deler nemlig navnet Milo med en af de børnepassende betjentes egen ældste søn.

Publiceret 07 August 2014 13:30