Smukfest fik af kommunen dispensation til at lave camping 30 meter fra søbredden på Kærligheden. Men på grund af en klage gælder dispensationen ikke endnu.

Smukfest fik af kommunen dispensation til at lave camping 30 meter fra søbredden på Kærligheden. Men på grund af en klage gælder dispensationen ikke endnu.

Skanderborg Kommune melder Smukfest til politiet

Et areal mod søbredden på området "KærligHeden" må ikke anvendes til camping, men Smukfest afviser at flytte folk med så kort varsel

Af
Af Erland Rasmussen og Grethe Bo Madsen

Festivalklubben bag Smukfest er meldt til politiet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.
Skanderborg Kommune står bag anmeldelsen, der blev foretaget på Smukfestens åbningsdag, onsdag 6. august, til Sydøstjyllands Politi i Horsens.
Baggrunden for politianmeldelsen er, at Skanderborg Kommune som tilsynsmyndighed har konstateret, at Smukfest anvender et areal ned mod søbredden på KærligHeden til camping, selv om alle tilladelser til anvendelsen endnu ikke er i hus.

Opsættende virkning

Teknisk chef i Skanderborg Kommune, Luise Pape Rydahl, oplyser, at der ned til søen på KærligHeden gælder en søbeskyttelseslinje. Den betyder, at hvis man vil lave aktiviteter tættere på søbredden end 150 meter, så skal der søges om dispensation hos kommunen.
"Vi har givet dispensation i de år, KærligHeden er blevet brugt. Sidste år gav vi ned til 60 meter fra søen, og i år ned til 30 meter. Den seneste dispensation blev imidlertid påklaget af Danmarks Naturfredningsforening. Den skal Natur- og miljøklagenævnet afgøre, og det har opsættende virkning. Det vil sige, at sidste års grænse på 60 meter gælder, indtil klagen er færdigbehandlet," forklarer Luise Pape Rydahl.

Smukfest blev advaret

Allerede fredag 1. august gav Skanderborg Kommune efter telefonisk kontakt til Natur- og miljøklagenævnet besked til Smukfest om, at der nok ikke kunne gives en midlertidig tilladelse til at bruge det nye område, og mandag 4. august blev afgørelsen officiel fra Natur- og miljøklagenævnet.
"Vi konstaterede, at der alligevel var telte i området. Vi holdt et møde med festivalens ledelse tirsdag 5. august for at høre, om teltene ville blive fjernet. Det mente man ikke kunne lade sig gøre, og derfor anmeldte vi sagen til politiet onsdag 6. august," konstaterer Luise Pape Rydahl.

Ikke med så kort varsel

Talsmand Poul Martin Bonde, der også er medlem af bestyrelsen og ledelsen af Smukfest, bekræfter forløbet. Han fremhæver, at kommunen jo havde givet dispensationen, fordi den også synes, at det er en god ide at bruge KærligHeden til bynær camping for Smukfest.
"Vi kan ikke med så kort varsel flytte telte og 500 mennesker, når vi først fik endelig skriftligt svar den 4. august. Det ville være uforsvarligt at flytte rundt med så mange. Derfor må vi acceptere politianmeldelsen, og de følger, der måtte være," siger Poul Martin Bonde.

Politi starter efterforskning

Kommunikationschef Ulla Kaspersen fra Sydøstjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget anmeldelsen fra Skanderborg Kommune, og at man går i gang med at efterforske, om der er noget at komme efter.
"Vi skal have afdækket, hvad der er fakta og talt med de relevante myndigheder. Vi vil sikkert også hente yderligere oplysninger fra Kommunen og Naturklagenævnet. Derefter vurderer vi, om der skal rejses tiltale eller ej. Og i givet fald, ja, så bliver det et spørgsmål for en domstol," siger Ulla Kaspersen.

null

Publiceret 07 August 2014 20:57