Det er blandt andet her på Smørum Bibliotek, at der bliver afholdt IT-cafeer for borgerne i Egedal Kommune. (Arkivfoto)

Det er blandt andet her på Smørum Bibliotek, at der bliver afholdt IT-cafeer for borgerne i Egedal Kommune. (Arkivfoto)

Her er den mest digitale kommune i Region Hovedstaden

Over halvdelen af borgerne i Egedal har nu en digital postkasse. Resultatet giver en førsteplads i Region Hovedstaden

Af
Jesper Kappel

Jesper Kappel

53,7 procent af borgerne i Egedal Kommune har tilmeldt sig Digital Post, og det er den højeste procentdel af borgerne i hovedstadsregionen. Gennemsnittet for Region Hovedstaden er på 49,1 procent. Det oplyser Egedal Kommune til Lokalavisen Egedal.
Fra 1. november i år vil alle borgere over 15 år modtage post fra det offentlige digitalt i deres digitale postkasse. Det drejer sig blandt andet om indkaldelser til syn, ejendomsskattebillet, meddelelser om pension og SU.

Ikke overrasket

I Egedal Kommune er man glade for førstepladsen, men man er egentlig ikke så overraskede.
”En tidligere undersøgelse af borgernes brug af digitale selvbetjeningsløsninger viser, at borgerne i Egedal Kommune også i højere grad anvender selvbetjenings-løsningerne end i mange andre kommuner. Så det overrasker ikke, at Egedal har flest tilmeldte borgere i regionen,” siger Ditte Kragerup, projektleder i Egedal Kommune.
”Vi havde på forhånd forventet, at borgerne i Egedal Kommune i større grad end de fleste andre kommuner i landet, hurtigere ville tilmelde sig. Men vi har i kommunen også gjort en masse for at hjælpe vores borgere med at tilmelde sig og bruge Digital Post. Og det vil vi fortsætte med – også efter den 1.november,” fortæller Ditte Kragerup.

Åbent hus og IT-frivillige

Kommunen holder en gang om måneden et åbent hus arrangement, hvor borgere kan komme og få hjælp til selvbetjeningsløsninger, internettet og Digital Post. Det er blevet suppleret med et korps af IT-frivillige – det vil sige borgere i kommunen - som gerne vil hjælpe andre borgere med internettet, computere mm. Cafeerne har åbent en gang om ugen tre forskellige steder i kommunen. Desuden kan man på bibliotekerne også få hjælp til Digital Post. Borgerne kan også altid ringe til kommunen og udenfor åbningstiderne til en hotline.

Publiceret 10 August 2014 09:30