“Jeg har ikke hjemve, når jeg er i Ghana, Det er snarere omvendt. Når jeg er her i Danmark, savner jeg Ghana”, siger Louise Nielsen, der har sin eget hjælpeorganisation GhanAlive (Foto: Stig Tolderlund).

“Jeg har ikke hjemve, når jeg er i Ghana, Det er snarere omvendt. Når jeg er her i Danmark, savner jeg Ghana”, siger Louise Nielsen, der har sin eget hjælpeorganisation GhanAlive (Foto: Stig Tolderlund).

Louise vil hjælpe fattige børn i Ghana

Louise Nielsen fra Hareskovby bygger hjem og skole for handicappede børn i Ghana

Af
Stig Tolderlund

 “Det var en øjenåbner af den anden verden”.
Sådan beskriver Louise Nielsen, Hareskovby, sit første besøg i Ghana i Afrika i 2004. Hun besøgte landet som turist i en måned.
“Siden da har jeg næsten været med ghanesisk end dansk”, siger hun.
Rejsen blev begyndelsen til et projekt, hvor hun nu bygger hjem og skole for handicappede børn og udfører alment hjælpearbejde, som for eksempel at uddele briller, legetøj, bamser, sko, tøj og meget andet til de trængende i landsbyerne i det nordvestlige Ghana.
Efter at hun var blevet gift - med en dansker - overtalte hun sin mand til, at bryllupsrejsen skulle gå til Ghana.
“Her kom vi til at købe noget jord”, fortæller hun.
Det er på dette stykke jord, at bygningerne til projektet skal opføres.
“Jeg håber, at der bliver plads til 10-15 børn dernede, og jeg vil også gerne have en lille optiker-klinik der. Jeg har fået en god aftale med Thiele”.
Louise Nielsen har de sidste 17 år været ansat i sundhedssektoren.
“Det er der, det har sit udspring, det at ville hjælpe dem, der ikke har det så nemt”, siger hun.
“De handicappede børn har det svært. Det er hårdt at opleve som besøgende. Jeg har også arbejdet med handicappede børn herhjemme. De har en plads i mit hjerte. De er så sagesløse”.

Fattigdom

“Der er rivende udvikling i Accra, men oppe nordpå i landsbyerne er de fattige og bor i lerhytter og har ikke råd til at gå til lægen eller tandlægen eller optikeren”, siger hun.
Hendes projekt har fået vokseværk.
“Jeg har fået nogle gode sponsorer, og en af dem sendte fornylig 22 paller med stole og kontorartikler afsted til Ghana”, fortæller Louise Nielsen.

Under et af besøgene delte Louise Nielsen briller ud. Børnene fik også bamser og klistermærker.

Under et af besøgene delte Louise Nielsen briller ud. Børnene fik også bamser og klistermærker.

Upper West

Louise Nielsens projekt ligger i Upper West regionen.
“Her kan der være op til 50 graders varme, men det er tør varme. Luftfugtighedsprocenten er under 5. Omvendt kan der i hovedstaden være 30 grader og en luftfugtighed på over 90”, fortæller Louise Nielsen, der drager en måned til Ghana igen i januar.
“Jeg skal bygge på projektet og tage rundt i regionen og hjælpe, hvor jeg bedst kan. Denne gang skulle jeg også gerne have en hel container sendt derned, indeholdende blandt andet skoleartikler, børneudstyr, skoletasker med mere. Jeg tager afsted, så jeg er der, når containeren ankommer”.
Inden da holder Louise Nielsen et bankospil 3. oktober, hvor overskuddet vil gå til projektet. Hvor det bliver afholdt, er ikke afklaret endnu.
På længere sigt vil hun og manden ned til Ghana for at bo.
“Når min hund er død, tager vi afsted”, siger hun.
Hun har en 12 år gammel australsk terrier ved navn Hjalte.
Man kan læse mere på www.GhanAlive.webs.com

Publiceret 10 August 2014 08:46