AGF henter farlig angriber

Angriberen Jeppe Kjær skifter til AGF fra HB Køge og har skrevet en to-årig kontrakt

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

I aften er AGF på besøg hos HB Køge i fjerde runde af NordicBet Ligaen 2014/15. De to klubber er netop blevet enige om et klubskifte for angriberen Jeppe Kjær. Han forlader HB Køge og tiltræder i AGF på en aftale, der gælder frem til sommeren 2016.
28-årige Kjær har spillet i HB Køge i to sæsoner og scoret 12 og 15 mål i henholdsvis 2012/13 og 2013/14. Inden da spillede han for FC Roskilde og var topscorer i 2. division Øst med 20 mål i 2007/08. Året efter scorede han 19 mål for Roskilde i den næstbedste række.
AGF-cheftræner Morten Wieghorst glæder sig over tilgangen af angriberen:
"Jeppe er en angriber, der har bevist sig over mange sæsoner i NordicBet Ligaen. Han har været garant for mål. Alene derfor er han en god tilføjelse. Vi har brug for frisk blod, og det vil Jeppe give os. Han er ærgerrig og en hårdtarbejdende spiller. Han ved, at han skal arbejde hårdt for at få muligheden, og det er han parat til. Han har altid været målfarlig, men han har også forbedret sig i spillet med ryggen til mål. Men først og fremmest er han en spiller, der kan score mål, og dem kan vi altid bruge," siger Morten Wieghorst i en pressemeddelelse.
Jeppe Kjær selv ser frem til udfordringerne i AGF.
"AGF er en stor klub med et spændende projekt, dygtige trænere og spillere og en stor fanskare - ja, jeg ser rigtig mange positive ting ved at skifte til AGF. I første omgang gælder det for mig om at spille mig ind på holdet - og så er min ambition ellers at hjælpe holdet med mål, sejre og oprykning til Superligaen, siger Jeppe Kjær i en pressemeddelelse.
Angriberen får trøje nummer 8 i AGF. Efter aftale mellem klubberne deltager han ikke i torsdagens kamp.
 

Jeppe Kjær

Født: 6. november 1985
Position: Angriber
Højde: 169 cm
Vægt: 70 kg
Tidligere klubber: FC Lejre (-2007), FC Roskilde (2007-2012), HB Køge (2012-2014)
Kampe for HB Køge: 54
Mål for HB Køge: 29

Publiceret 14 August 2014 09:00