Sjællands første nationalpark er rykket nærmere

Siden 2004-2005 har lokale kræfter fra kommunerne omkring Roskilde Fjord arbejdet for en nationalpark i området.
Torsdag rykkede en sådan park et skridt nærmere, da miljøminister Kirsten Brosbøl, sammen med forligskredsen bag nationalparkloven, blev enige om at sende forslaget til "Nationalpark Skjoldungernes Land" i høring. Det oplyser Miljøministeriet.
Dermed vil en lille tryksag snart lande i postkasserne hos en del beboere i Lejre, Roskilde og Frederikssunds kommuner. Heri beskrives planerne om den nye nationalpark, som bliver Danmarks fjerde - efter Thy, Vadehavet og Mols Bjerge.
"Med så bred politisk opbakning har en ny nationalpark ved Lejre og Roskilde Fjord lyse udsigter. Nu skal borgerne have lov at give deres meninger til kende, for opbakning fra lokalområdet er vigtigt i oprettelse af en nationalpark," siger miljøminister Kirsten Brosbøl, mens Trine Pertou Mach (SF) supplerer.
"Der er i ti år lagt et stort lokalt arbejde i, at forberede "Skjoldungernes Land" som mulig nationalpark. Derfor er det også en god følelse at kunne spille bolden tilbage til lokalbefolkningen med bred politisk opbakning fra Folketinget," siger hun.
Den offentlige høring vil vare året ud, og i løbet af høringsperioden vil Naturstyrelsen i samarbejde med kommunerne invitere til forskellige høringsarrangementer.
Læs mere om Skjoldungernes Land: HER

Publiceret 21 August 2014 15:06