Jeppe Midjord(t.v.) og Bjarke Kallesøe Sandal dyster tit og tester dermed løbende deres applikation, ’Study Quiz’.

Jeppe Midjord(t.v.) og Bjarke Kallesøe Sandal dyster tit og tester dermed løbende deres applikation, ’Study Quiz’.

Unge app-udviklere med vokseværk

Bjarke Kallesøe Sandal og Jeppe Midjord oplever stor succes med ’Study Quiz’

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Hvorfor ikke tage smartphones med ind i undervisningen i stedet for, at de hele tiden bliver gjort til irritationsmoment for indlæringen hos underviserne?
Den tanke poppede op i hovederne hos to universitetsstuderende tilfældigt under forberedelserne til en statistik-eksamen på HA-studiet og foranlediget af den omsiggribende 'Quiz Battle'-dille, der dengang bredte sig.
Hermed var kimen til app'en 'Study Quiz' lagt, og nu er den for alvor født.
Idé-duoen bag er 23-årige Bjarke Kallesøe Sandal og 21-årige Jeppe Midjord, der mødte hinanden på Aarhus Universitets HA-studie, kom i læsegruppe sammen og nu bevæger sig ud på forretningseventyr med iværksætterbrillerne på.
Deres hjertebarn 'Study Quiz' er en af tidens mest omtalte applikationer til smart phones godt hjulpet på vej af nogle DR-indslag på tv og i radioen.

Dyst mod venner

“Vi blev inspireret af app'en 'Quiz Battle' og andre quizspil, som alle spillede på det tidspunkt. Nogle af vores venner, der læser medicin terpede med kort, og samtidig sad vi og baksede med en masse grundbegreber, som vi skulle have styr på til statistik-eksamen. Og så tænkte vi, hvorfor laver vi ikke en app,” fortæller Jeppe Midjord.
Herefter gik turen rundt på 23 gymnasier i hele landet for at præsentere idéen og undersøge behovet.
“Der har været en mega positiv respons. Gymnasiet er et godt sted at starte, for vi har begge gået på gymnasiet og ved, hvad det kræver. Og så går min lillesøster på gymnasiet i øjeblikket, så vi ved stadig, hvad der rører sig der,” siger Jeppe Midjord.
'Study Quiz' er både en quiz, hvor eleverne dyster mod hinanden i pensumrelevante emner, men det er også et læringsværktøj, hvor lærere kan oprette deres egne quizzer, vidensdele med andre og have kontakt med deres elever.
“Lærere kan også bruge vores app til at finde ud af, om eleverne følger med og tilrettelægge sin undervisning efter det.
På den måde bliver alle hørt, og det giver læreren mulighed for at tilpasse sin undervisning til den enkelte,” siger Bjarke Kallesøe Sandal.
Makkerparret holder til i Studentervæksthuset, der ligger på Møllevangsallé i Aarhus Nord - og her har de virkelig lært kunsten at netværke og kommet i kontakt med mange forskellige studerende. Blandt andet en, der kunne hjælpe til med at udvikler app'en.

Sådan ser Study Quiz-app’en ud. Foreløbig bliver den brugt af fire gymnasier, men forventninger er høje.

Sådan ser Study Quiz-app’en ud. Foreløbig bliver den brugt af fire gymnasier, men forventninger er høje.

Mere spændende skole

“Det at være iværksætter er med til at gøre fagene meget mere spændende. Her inden studiestart til september bruger vi næsten alle vores vågne timer på 'Study App', og vi hygger os med det. Det er oplagt at videreudvikle 'Study Quiz' til HA-studiet og folkeskolen, og det er også planen. Men indtil videre koncentrerer vi os om gymnasierne. Foreløbig er der fire gymnasier, der har taget 'Study Quiz' i brug,” siger Bjarke Kallesøe Sandal.
Gymnasierne køber hver en licens for at få lov til at bruge app'en.

Alt skal geninvesteres

Men det er ikke pengene, der driver dem, for der kan gå lang tid, inden der er plus på kontoen.
“Vi har begge smidt vores børneopsparinger ind i det her projekt og har skrevet ned i vores vedtægter, at alle mulige indtægter skal geninvesteres i de første to år. Men det her handler ikke om at tjene penge. Derfor er app'en også gratis for eleverne. Det handler om at skabe noget værdi og nogle gode oplevelser og så gøre en forskel. Vi gør det, fordi vi ka' li' det,” siger Jeppe Midjord og tilføjer:
“Hvis vi skal have fremtidig succes, gælder det om at være først og bedst. Vi var først med denne her app og skulle gerne bliver ved med at være bedst,” fastslår han med et selvsikkert smil.
Læs mere om app'en her

Publiceret 21 August 2014 12:00