Så meget koster Danmarks dyreste villa nogensinde

En gigantisk luksusvilla på Vedbæk Strandvej 328 nord for København slår nu alle tidligere udbudsrekorder.
Den over 900 kvadratmeter store ejendom blev fredag udbudt af ejendomsmægleren Ivan Eltoft Nielsen, der har vurderet boligen til at kunne indbringe 120 millioner kroner. Det er godt og vel 42 mio. kr. mere, end den hidtil dyreste villa, der har været udbudt offentligt til salg.
Ifølge Se & Hør var villaen tidligere ejet af den afdøde milliardær Stig Husted-Andersen, som døde i 2008.
For pengene får man blandt andet et parkanlæg på 12.411 kvadratmeter med udsigt over Øresund, 480 kvadratmeter kælder, smedejernsporte og mulighed for at udstykke op til tre grunde.
Det skriver Boliga.dk
Tidligere på sommeren blev prins Joachim sat i forbindelse med et køb af ejendommen, men han endte med at købe et pragtpalæ på Emiliekildevej i Klampenborg.

Overgår Peter Warnøs villa
Indehaveren af den hidtidige udbudsrekord på villamarkedet var indtil i dag Kronprins Frederiks gode ven Peter Warnø, der igennem flere år har forsøgt at sælge sin luksusejendom i Taarbæk nord for København.
Warnøe, som stiftede IT-firmaerne Merkantildata og Aston group, satte boligen til salg i april 2011 for næsten 78 mio. kr., og skulle en køber bide på, kan vedkommende se frem til 540 kvadratmeter bolig, vinkælder, 10 værelser, biograf samt fitness- og spa-afdeling med jacuzzi, koldtvandsbad, dampbad og sauna. Og i øvrigt en 2.322 kvadratmeter nyanlagt grund direkte til Øresunds bølger.
Det er dog yderst sjældent, at der sælges boliger i den prisklasse.
I år er den dyreste handel tinglyst med en pris på 26,9 mio. kr., men det køb overgås muligvis af prins Joachims erhvervelse i Klampenborg, der var udbudt til 35 mio. kr.
Se den 120 mio. kr. dyre villa her
Se Peter Warnøes 77,9 mio. kr. dyre villa her

Publiceret 22 August 2014 16:31