"Ja, jeg spiser mere sovs og mere kage end så mange andre og hvad så? Jeg har det godt med mig selv, og jeg ved, at der er mange andre tykke kvinder, der har det på samme måde," siger Angelina.

Angelinas kamp mod skønhedsidealet:

Se min nøgne frodige krop

Fotojournalist Angelina Nielsen Owino fra Vejle vil vise, at overvægt ikke behøver at være negativt, og at tykke piger godt kan være skønne og elske deres krop

De fleste overvægtige har det skidt med de overflødige kilo, men det gælder ikke alle. 33-årige Angelina Nielsen Owino fra Vejle har det faktisk helt udmærket med sin krop, selvom hun har en delle eller to for meget, og hun er godt træt af den negative fokus, der er på "tykke" mennesker.
"Der har været meget fokus på overvægt det seneste årti, men der mangler fokus på, at man godt kan have det fint med sin krop, selvom man vejer for meget. Det vil jeg gøre. Jeg vil vise, at det ikke er os alle sammen, der sidder og græder og har det skidt over vores kroppe," siger Angelina, der er uddannet fotojournalist og til dagligt arbejder freelance.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om
Hun søsatte derfor projektet med det selvopfundne titel-ord "Tykhed" i 2012. Et fotoprojekt som er bygget op omkring en række nøgenbilleder af hende selv.

Nøgen mod vindue

Nogle af Angelinas billeder er beskårede portrætter, nogle har fokus på det skulpturelle, og nogle er mere selvironiske.
"Jeg forsøger at udtrykke mange forskellige ting på den måde, jeg fotograferer min krop på. Jeg gør eksempelvis dele af kroppen mere tydelig, hvilket får andre dele af kroppen til at se mindre ud. På den måde stilles der spørgsmålstegn ved, om det er mig, der ønsker, at jeg havde en mindre krop, eller om det er beskueren/samfundets ønske," siger Angelina, som blandt andet har lavet billeder, hvor hun trykker sin nøgne krop mod et vindue, og hvor hun er pyntet med slik.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om

Søger kvinder

For at styrke "Tykheds-projektet" vil Angelina dog også gerne have andre kvinder med, og hun søger derfor en række overvægtige kvinder, som er villige til at lade sig fotografere af hende. 
Hun har allerede fotograferet en række kvinder i alderen mellem sidst i 20erne og 60 år, men hun skal helst have endnu flere med.
"Det er lidt svært at komme i kontakt med kvinderne. Man går jo ikke bare hen til en person og siger, 'hej jeg kan se, at du også er tyk, må jeg fotografere dig nøgen?' Men jeg håber virkelig, at jeg kan få kontakt til flere kvinder, som har det selvværd det kræver at vise sig frem, og som kan se sig selv være en del af min mission. Det jeg gerne vil have frem i billederne, er mennesker som har den her kropstype, men som samtidig siger: 'jeg har det fedt med det," siger Angelina Nielsen Owino. 

Hjemme i køkkenet

For at gøre det hjemligt for deltagerne tilbyder Angelina at lave billederne privat hos kvinderne selv, og hun smider også gerne selv tøjet.
"Det handler om, at de skal føle sig godt tilpas, og hvis det sker ved, at jeg også er nøgen i situationen, så er jeg det. Det kommer der i øvrigt nogle sjove oplevelser ud af. Jeg har blandt andet stået nøgen og fotograferet en kvinde i hendes køkken i Kolding," siger Angelina.
Hendes håb er, at fotoprojektet "Tykhed" skal udgives i bogform, når hun har billeder nok.
Hvis du gerne vil deltage i "Tykhed", så kontakt Angelina HER
Se meget mere om "Tykhed" og Angelinas mission her: KLIK

Citat: Angelina

"Det er efterhånden blevet sådan, at overvægt betragtes som et personlighedstræk og næsten som en karakterbrist.
Det virker også som om, andre først ser overvægten, før de ser mennesket. Det er jeg godt og grundigt træt af." Citat i Vejle Amts Folkeblad.

Publiceret 12 November 2014 10:36