Egedal slap nådigt, men absolut ikke uberørt, fra mødet med Bodil for lidt over et år siden (Arkvifoto)

Egedal slap nådigt, men absolut ikke uberørt, fra mødet med Bodil for lidt over et år siden (Arkvifoto)

Sådan forbereder du dig på stormen

Alexander rammer Egedal og resten af Sjælland i dag

Det er nøjagtigt et år og en uge siden stormen Bodil ramte Danmark med voldsomme konsekvenser til følge for rigtig mange mennesker.
I dag har DMI så varslet, at store dele af Danmark - og hele Sjælland - får besøg af stormen Alexander med voldsomt vejr til følge, og det er formentlig noget, der kan få panderynkerne frem hos de fleste husejere.
Men hos Dansk Byggeri har man en række gode råd til, hvordan huset sikres til at kunne stå imod det voldsomme vejr.
"Det er en rigtig god idé at tage et grundigt kig på taget, for sidste års storme kan have løsnet på tagsten og tagplader samt lavet utætheder ved inddækningerne omkring skorstene, kviste og udsugninger. Én enkelt løs tagsten, rygningsplade eller inddækning er nok til, at vinden kan få fat og løfte store dele af tagdækningen af," siger Niels Strange, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Og han fortæller, at man skal ikke kun skal sikre den side af taget, hvor vinden forventes at komme fra, men også sørge for at læsiden er helt intakt, da suget fra vinden kan være ligeså ødelæggende på den side.
"Man bør også få tjekket carporte og andre bygninger efter. Lette plasttage bliver nemlig med tiden mindre modstandsdygtige over for vindens rasen. Husk også at se efter, at vinduer og døre i udhuset er forsvarligt lukkede, for er de bare lidt åbne, kan det skabe tryk nok til at lave alvorlige skader på taget af de mindre bygninger," forklarer Niels Strange.
Løse genstande ude i haven som trampoliner og andre havemøbler skal spændes fast eller tages ind, og store grene skæres af, hvis de kan risikere at knække af og vælte ned på huset. Niels Strange opfordrer til, at husejerne gennemgår hus og have, inden stormene kommer.
"Brug den nødvendige tid på at få efterset huset i tide, og lad være med at kravle rundt på taget eller løbe ud i haven, når stormen raser. Så er det bedre at passe på sig selv og vente med at se, om der er kommet skader, til vinden har lagt sig."

Publiceret 12 December 2014 09:00