Morten fra Brandbjergvej er indstillet til Lokalavisens Sportspris. Bagved ses hankatten Tusse, der nu ikke ser ud til at være klar til en løbetur.

Morten fra Brandbjergvej er indstillet til Lokalavisens Sportspris. Bagved ses hankatten Tusse, der nu ikke ser ud til at være klar til en løbetur.

13-årige Morten har drøn på og finder vej i hele Europa

Morten Örnhagen Jørgensen fra OK Snab er et stort orienteringstalent

Af
Jørgen Flindt

Morten og familien bor på kanten. Sådan helt bogstaveligt, for udenfor døren ligger skoven og dalen ned mod Lerbæk. Huset ligger nær Brandbjerg udenfor Jelling, og huset emmer af en bestemt sportsgren. Orienteringsløb.
“Jeg har løbet mange gange i den skov. Som helt lille løb jeg rundt i den og skulle se, hvor hurtigt jeg kunne komme rundt. Jeg elsker at være i naturen. Elsker at færdes i den. Der er flot og roligt i naturen, og det nyder jeg,” siger han og fortsætter:
“Og så er det nu også lidt fedt at blive beskidt og måske mudret til,” siger han med et skævt grin.
At han løber orienteringsløb kan ikke undre. Hele familien løber, og Mortens mor og far har løbet på landsholdsniveau, og også Mortens to mindre søskende løber.

Masser af mesterskaber

Morten er 13 år, og han er god til sin sport. Endda ret god. De seneste to år har han vundet syv ud af ti mulige danske mesterskaber i alderklassen op til 14 år. Allerede som ni-årig vandt han DM på mellemdistancen i alderen op til 12 år.
Så jo, talentet er der ingen tvivl om, men han kommer heller ikke sovende til det. Der trænes selvfølgelig hos OK Snab, som er et sted, han tildeler mange roser, men også i den almindelige hverdag trænes både direkte og inddirekte. Han går i Grejs Friskole, der ligger fire kilometer fra hjemmet, og dertil cykler han. Gennem skoven. Og kan han finde vej? Selvfølgelig kan han det. En vigtig ting ved orienteringsløb er selvfølgelig, at man kan finde vej. Orientere sig. Det sammenholdt med evnen til at løbe skaber sejre.
“Jeg kan ikke sige, hvad jeg er bedst til, for det er nok noget med, at jeg er lige god til det hele,” siger han.
Fremtiden venter nu for den 13-årige knægt, der for længst har skiftet skoven i baghaven ud med skove over hele Europa, især i Danmark og de andre nordiske lande. Her løber han mod de bedste af de jævnaldrende, og også her vinder han ofte. Blandt andet vandt han to år i streg O-ringen, der er et svensk løb, som regnes for at være det sværeste at vinde for børn og unge, for her er konkurrencen hårdest.
“Jeg tænker ikke så meget på ambitioner for fremtiden. Selvfølgelig vil jeg gerne være verdensmester, for det vil alle vel, men det er nu ikke noget, jeg tænker over. Jeg vil bare være blandt de bedste ved hvert løb,” siger han.
Det er Ok Snab, der har nomineret Morten Örnhagen Jørgensen til Lokalavisens Sportspris, og herfra er man ikke i tvivl om, at Morten har det, der skal til for at nå langt.
“Han er et sjældent talent indenfor orienteringssporten og vækker allerede international respekt. Som orienteringsløber skal man både kunne løbe hurtigt og kunne orientere, så et komplet talent skal have talent til begge dele. Derudover kræver det både mental og fysisk styrke og en glæde ved sporten: Følelsen af at det er sjovt. Morten har det hele,” lyder det blandt andet i indstillingen.

Efter en af de mange sejre. Foto: OK Snab

Efter en af de mange sejre. Foto: OK Snab

null

Publiceret 03 January 2015 11:45