Arkivfoto

Arkivfoto

Nu får billetkontrollørerne indbygget kamera i uniformen

Movias billetkontrollørere har oplevet et stigende antal voldsepisoder, men det skal såkaldte bodycams nu være med til at sætte en stopper for

Det skal være mere sikkert at være billetkontrollør i Movias busser.
Derfor indfører Movia, der blandt andet driver flere busruter i Furesø, fra den 8. januar som de første i Danmark bodycams, som er små kameraer, der bliver en integreret del af kontrollørernes uniformer.
Det er en del af en forebyggende indsats mod den stigende tendens til vold og trusler mod billetkontrollørerne, som Movia oplever, skriver trafikselskabet i en pressemeddelelse.
"Vi vil højne sikkerheden og skabe mere tryghed ved at sætte kameraer på uniformerne. På den måde kan vi sænke det stigende antal voldsepisoder mod vores kontrollører og få skabt et bedre arbejdsmiljø for dem. Desuden kan optagelserne bruges som bevismateriale i politiets efterforskningsarbejde", fortæller centerchef Søren Englund fra Movia.
Movias kontrollører vil i en forsøgsperiode på et halvt år bære bodycams, som de kan aktivere, hvis de føler sig truet. Kameraet gemmer kun optagelserne, hvis kontrolløren aktiverer det. Kontrolløren vil så vidt muligt informere kunden om, at kameraet aktiveres. Optagelsen opbevares herefter hos Movia i op til 14 dage, hvorefter den slettes.

Gense også tv-indslaget: Buschauffør Linda fortæller om sin pinligste oplevelse bag rattet
Movia har 16 kontrollører ansat til at kontrollere billetter i busserne på Sjælland, og de har gennem de senere år oplevet et stigende antal voldsepisoder.
"Bodycams er et af flere initiativer, vi har sat i gang for at øge sikkerheden. Vi håber, at de kan være med til at sikre, billetkontrollen kan foregå i god ro og orden til glæde for både vores personale og for de øvrige passagerer i bussen", siger Søren Englund.
Erfaringer fra Sverige og England med bodycams hos p-vagter viser, at antallet af voldsepisoder kan nedbringes væsentligt. Movias mål er at få reduceret antallet med 20 procent.
mw

Publiceret 08 January 2015 09:23