Helge Vagn Jacobsen er ny folketingskandidat i Lyngby-kredsen.

Helge Vagn Jacobsen er ny folketingskandidat i Lyngby-kredsen.

Vestagers afløser bliver ny folketingskandidat i Lyngby

Efter flere måneders jagt har De radikale i Lyngby fundet en ny folketingskandidat

Af
Af Theis Otzen

Helge Vagn Jacobsen er ny folketingskandidat for De Radikale i Lyngby-Taarbæk. Efter Nadeem Farooq i sensommeren højst overraskende meddelte, at han alligevel ikke ville genopstille til det kommende folketingsvalg, har De Radikale været på jagt efter en ny kandidat. Og valget er faldet på Helge Vagn Jacobsen, der i efteråret kom i Folketinget som afløser for Margrethe Vestager, da hun blev udpeget som EU-kommissær. Mona Ulsted, der som formand for De Radikale i Lyngby-Taarbæk pludselig fik travlt i efteråret med at finde en ny kandidat, er godt tilfreds med, at kandidatkabalen nu er faldet på plads. ”Jeg er rigtig glad for, at medlemmerne på generalforsamlingen den 14. januar enstemmigt og med stor opbakning har valgt Helge som vores nye folketingskandidat, efter at Nadeem Farooq ikke genopstiller. Helge er en utrolig vidende og ambitiøs politiker, der brænder for miljøet, uddannelsesområdet og de svageste i samfundet. Det er helt afgørende at få en folketingskandidat i Lyngby-Taarbæk, som har fokus på vigtigheden af uddannelse, forskning og nye virksomheder, og det har Helge. På det område er Lyngby-Taarbæk langt fremme, og det er vigtigt at fastholde,” siger Mona Ulsted.

Skal kæmpe mod minister

Helge Vagn Jacobsen var ved sidste år opstillet i Nordsjællands Storkreds, hvor han blev valgt som nummer to på listen efter den daværende radikale partileder. Han er i øjeblikket sit partis EU- og kommunalordfører. ”Min ambition som politiker er hele tiden at være et skridt foran og være med til at skabe den bedst mulige fremtid for vores børn og børnebørn. Det handler om at give de udsatte børn og unge en chance for at komme på rette spor i livet, give vores unge en ordentlig uddannelse og give vores virksomheder de bedst mulige betingelser for at omsætte de gode ideer til arbejdspladser i Danmark.(...) I Lyngby-Taarbæk er der fart på udviklingen med udbygning af uddannelses- og forskningsinstitutioner og nye virksomheder. Det kræver ordentlige trafikforhold og boliger til de studerende. Samtidig er det vigtigt at tage hensyn til naturen i kommunen, da det for mange mennesker er grunden til, at de har valgt at bo netop her," siger Helge Vagn Jacobsen, der skal slås med blandt andre den radikale stemmesluger Sofie Carsten Nielsen, der stiller op i Gentofte-kredsen om de radikale stemmer i Københavns Omegns Storkreds. Fakta om Helge Vagn Jacobsen: - Medlem af Folketinget, valgt i Nordsjællands storkreds - EU- og Kommunalordfører - 51 år, gift og far til to piger på 19 og 21 år - Bor i bofællesskab i Humlebæk - Uddannet Cand.scient.pol. - Tidligere beskæftigelse: Københavns Kommune, Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Københavns Universitet

Publiceret 16 January 2015 09:00