Modelfoto

Modelfoto

Efter endnu en episode:

Politiet tavs om formodet børnelokker

Politiet bekræfter, at den formodede børnelokker, der har huseret i Stavnsholt- området i Farum de sidste par uger, har været på spil igen

Af
Martin Warming

Martin Warming

Den formodede børnelokker, der i flere tilfælde har forsøgt at lokke børn med slik i Stavnsholtområdet i Farum, har været på spil endnu en gang.
Det skriver en forælder på Furesø Avis' Facebook-side - og Nordsjællands Politi bekræfter episoden.
Ifølge forælderen tilbød den formodede børnelokker hendes søn noget slik og begyndte at løbe efter ham. Episoden fandt sted mandag ved Marie Kruses Skole. Der skete heldigvis ikke noget med drengen, der slap væk fra manden, men ifølge moren til drengen tør han nu ikke gå i skole alene, skriver hun på Furesø Avis' Facebook-side.
Hos Nordsjællands Politi bekræfter pressekoordinator Henrik Suhr, at der har været endnu en episode ved Marie Kruses Skole mandag formiddag. Men politiet holder kortene tæt til kroppen i øjeblikket.
"Jeg kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt af hensyn til den videre efterforskning. Men vi er stadig interesseret i at høre fra personer, der kan bidrage med flere oplysninger i sagen", siger Henrik Suhr til Furesø Avis.
Episoden mandag er den fjerde på kort tid med den formodede børnelokker.
Den 7. januar blev en ni-årig pige passet op af en fremmede mand på en parkeringsplads i Vejgårdspark. Manden spurgte pigen, om han skulle give hende et lift hjem, men pigen takkede heldigvis nej og skyndte sig væk. Pigen har beskrevet manden som sydlandsk af udseende.
Torsdag den 15. januar ved 15-tiden blev en 12-årig dreng kontaktet af en mand ved Marie Kruses Skole på Stavnsholtvej. Manden stoppede drengen og spurgte ham, om han ville have noget slik. Drengen skyndte sig at løbe fra stedet, og manden forfulgte ham et kort stykke tid, inden han opgav. Drengen har fortalt, at manden haltede på det ene ben.
Senere på dagen fulgte en eller flere personer i en hvid personbil efter en 12-årig pige på Syrenvænget. Bilen kørte lige ved siden af pigen i gå-tempo. Den kørte frem et par gange, men standsede op og ventede på hende, har pigens far fortalt til Furesø Avis.
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.

Publiceret 21 January 2015 17:49