Chaimae tabte 'stolelegen' i X-Factor

Anden gang blev heller ikke lykens gang for sangeren

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Med sangen "Happy" af Pharrel Williams forsøgte Chaimae sig fredag aften at komme videre i X-Factor.
Men for andet år i træk lykkedes det ikke for den 25-årige sanger at nå til de eftertragtede liveshows.
Dommerne var ikke imponerede, selv om Chaimae forsøgte sig med en ny stil, med mere up-tempo og frisk sceneshow, hvor hun hidtil mest har været kendt for de mere stille sange.
"Du har et stort sangtalent, men jeg er lidt skuffet, fordi jeg havde regnet med at du ville få tiden til at stå stille", sagde Line Rafn.
Hun sagde herefter nej til, at Chaimae fik en "stol" i det nye koncept. Her skulle deltagerne synge sig til en plads i en af fem stole. Selv om de vandt stolen, kunne de tabe den igen til en sanger, der var bedre.
Sidste år nåede Chaimae til Bootcamp, men i år er festen altså slut inden. Programmet blev optaget i efteråret, og sangeren fortæller, at hun i mellemtiden er flyttet fra Albertslund til Varde i Jylland.

Publiceret 24 January 2015 09:30