Asger Møller, Esben Seier Pedersen og Simon Laursen har et noget anderledes studiejob med deres virksomhed, TagrendeRensen.

Asger Møller, Esben Seier Pedersen og Simon Laursen har et noget anderledes studiejob med deres virksomhed, TagrendeRensen.

Et studiejob, man bliver høj af

Tre universitetsstuderende har succes med firma, hvor de rengør tagrender

Af
Af Kim Skovrup Andersen

TagrendeRensen. Det er navnet på firmaet, der er grundlagt af tre aarhusianske studerende, som renser tagrender i op til 20 meters højde. Flere gange om ugen bliver bøgerne skiftet ud med store stiger og lifte.
Trioen Simon Laursen, 23 år, Esben Seier Pedersen, 26 år, og 27-årige Asger Møller har skabt deres eget studiejobs simpelthen ved at starte egen virksomhed op.
Det var de to Risskov-drenge, Asger og Esben, der stiftede firmaet tilbage i 2012, og nu er Simon kommet med og skal snarest med i ejerkredsen.
“Vi ville skabe en virksomhed, der kunne give lidt ekstra til SU'en og som var lidt anderledes end de typiske studiejobs, der findes i dag. Vi skulle have et studiejob, som vi kunne finde ud af og som ingen andre gad, og så lige pludselig kom vi på, at vi skulle rense tagrender,” fortæller Esben Seier Pedersen.
“Vi fandt hurtigt ud af, at det faktisk var sjovt, og vi kunne tjene penge på det,” siger Asger Møller og fortsætter:
“Men det er klart, at vi går meget op i sikkerhed, for vi arbejder i højder på op til tyve meter.”
De tre unge studerende har sidenhen renset tagrender på stort set alle lokalcentre i Aarhus, nogle afdelinger på Skejby Sygehus samt private husstande i Aarhus og omegn. Ofte hyrer TagrendeRensen andre studerende til at rense tagrenderne, da der er fyldt op i ordrebøgerne, og de tre studerende også skal passe deres studier ved siden af.
“Det er det fedeste at skabe jobs. Det synes jeg er det største som iværksætter. Og så passer det fint, at det meget er sæsonarbejde, hvor vi har travlest i foråret og efteråret, så det er muligt at tilrettelægge sin tid også i forhold til vores studier,” siger Esben Seier Pedersen.
Med studieretninger som mediekommunikation, virksomhedskommunikation og oplevelsesøkonomi er det også meget lærerigt at have sit eget firma.
“Her er det spændende at kombinere teori og praksis og se, at der virkelig kan være en verden til forskel,” siger Simon Laursen.
Læs mere om virksomheden på www.tagrenderensen.dk.

Publiceret 21 March 2015 09:00