Black Label Record. Til højre ses Semih Yetkin, firmaets musikproduktion, og Alexander Birkeslund til venstre, som står for forretningsdelen. Foto: Kathrine Albrechtsen

Black Label Record. Til højre ses Semih Yetkin, firmaets musikproduktion, og Alexander Birkeslund til venstre, som står for forretningsdelen. Foto: Kathrine Albrechtsen

Alexander og Semih vil finde unge talenter i Gentofte

Pladeselskab med base i Hellerup vil hjælpe unge med at udleve musikdrømmen

Af
Af Kathrine Albrechtsen

De seneste to år har de to venner 21-årige Alexander Birkeslund og Semih Yetkin på 20 år arbejdet på at stable pladeselskabet Black Label Record på benene, som har base i Hellerup.
Begge to er født og opvokset i Gentofte Kommune og som et nyt pladeselskab, var det naturligt at starte der, hvor netværket nu var størst.
For et par unge entreprenører er det helt i ånden, at vi mødes på Emmerys på Strandvejen, som er blevet kommunens nye tilholdssted for iværksættere og selvstændige.
Selvom de begge er iklædt ens blå skjorter, er fordelingen af arbejdsopgaver tydelig.
Når talen falder på finansiering og promovering, rykker Alexander Birkeslund frem i stolen. Mens Semih Yetkin, som selv rapper, formulerer tankerne i forhold til musikproduktion.
"Musik er en fantastisk måde at udtrykke sig på. Selv lærte jeg at udtrykke følelser gennem min musik. Vi vil rigtig gerne hjælpe andre unge med det samme", siger Semih Yetkin.
Og Alexander Birkeslund nikker.
"På sigt vil vi gerne finde frem til de unge talenter i kommunen og give dem mulighed for at indspille en demo i vores eget studie. Men også arrangere koncerter og arrangementer i kommunen med de unge talenter", siger Alexander Birkeslund.
Hvordan stabler man et pladeselskab på benene i en tid, hvor færre og færre køber musik?
"I dag henter branchen penge gennem kanaler som musiktjenesten Spotify og videoer på YouTube. Og så koncerter. Det er her størstedelen af pengene hentes", siger Alexander Birkeslund.

Hobby på højere plan

Endnu kræver etableringen af pladeselskabet, at de begge to arbejder ved siden af.
"Men vi ser det ikke som arbejde, men at tage sin hobby op på et højere plan", siger Semih Yetkin.
Indtil videre er der kommet to nye unge talenter i stalden, hvor den ene er fra kommunen med mange år inden for gospel.
I forhold til musikgenre er Semih Yetkin åben for alle slags kunstnere og genrer, hvor han selv indhenter inspiration.
"I sidste ende handler det om, at vi vil være mentorer for unge i kommunen, der går rundt med en drøm om at lave musik. Vi ved, at der ligger et socialt pres, hvor folk har nemt ved at pege fingre af dem, der stikker ud. Med musik viser man noget, som er ømt og følsomt. Her vil vi gerne hjælpe de unge med at turde at tage skridtet frem", siger Semih Yetkin.

Gucci-Ghetto

Som rapper har han selv stået nervøs på scener og over for fordomme som; "du kan ikke være rapper og komme fra Charlottenlund" og "Du kommer fra Gucci-ghetto".
"Folk har mange fordomme om os unge i Gentofte Kommune, især at vi har det nemt. Men hvert miljø i hver by har deres normer, som det kan være svært ved at leve op til", siger han.
Her kan musik være en hjælp.
"Den kan være et talerør for det, de unge går rundt og kæmper med", siger Semih Yetkin.
Deres venner har allerede været enormt støttende, men ifølge Alexander Birkeslund er næste skridt for Black Label Record at nå ud til en bredere gruppe. Især gennem de sociale medier som Facebook, hvor man kan nå ud til hele landet.
"En pige fra Aalborg skrev til mig på Facebook, hvor hun kommenterede en af mine tekster, hvor jeg rappede, at romantikken var død. Det var hun ikke enig i. Derefter havde vi en fed korrespondance. Den form for dialog vil vi rigtig gerne have mere af", siger Semih Yetkin.
Interesserede kan følge Alexander Birkeslund og Semih Yetkin på Facebook under navnet Black Label Record MMXIV.

Publiceret 04 May 2015 08:45