En række borgere i Gørløse er kede af, at 21 flygtninge skal flytte ind i en tom institution på deres villavej - bl.a. Rie Wolff-Gottfredsen, hvis mand Mads deltog på byrådsmødet. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

En række borgere i Gørløse er kede af, at 21 flygtninge skal flytte ind i en tom institution på deres villavej - bl.a. Rie Wolff-Gottfredsen, hvis mand Mads deltog på byrådsmødet. Arkivfoto: Mette Dolmer Thygesen

Gørløse-borgere gik i kødet på borgmesteren

Dramatisk spørgetid før byrådsmødet, hvor flygtningesagen fra Gørløse bragte følelserne i kog

Af
Lars Schmidt

Borgmester Dorte Meldgaard (C) kom i strid og direkte modvind under spørgetiden før byrådsmødet onsdag aften i sidste uge.

En række borgere fra Gørløse valgte at spørge ind til det faktum, at byrådets tilladelse til at installere 21 mandlige flygtninge fra Syrien i den nedlagte børnehave på den lille, lukkede børnehave på Th. Petersensvej i Gørløse.

Borgerne følte sig taget på sengen af, at Folketinget nærmest i ly af natten vedtog, at kommunerne nu kan dispensere fra lokalplanerne for at give husly til flygtninge.

Og de følte i dén grad, at Hillerød Kommune ikke har informeret godt nok. Der blev talt med store bogstaver, bandet og grædt vredestårer under spørgetidens ordvekslinger.

Stort pres udefra

Mads Wolff-Gottfredsen fra Gørløse var den første til at tage ordet:

"Dig, Dorte Meldgaard, hvad vil du sige til, at der flyttede 21 krigshærgede mænd ind i dit nabohus - uden at du var blevet varslet i god tid?"

Borgmesteren svarede til at starte med ikke direkte på spørgsmålet:

"Vi har et stort pres udefra, som vi skal løse. Vi er forpligtede til at finde et sted at bo til flygtningene og til at integrere dem. Der er en 14 dages orienteringsperiode, vi holder et åbent hus på Th. Petersensvej, og vi vil gøre, hvad vi kan for at informere godt nok."

Et overgreb

En anden beboer, Christina Jørgensen, var ikke tilfreds med borgmesterens svar:

"Du svarer ikke på hans spørgsmål: Hvordan vil du have det som borger, hvis der bliver foretaget sådan et overgreb mod dig personligt? Selv vil jeg miste penge. I griber ind i min økonomi!"

Og så fik borgerne fra Gørløse svar fra borgmesteren:

"Forleden så jeg på tv rigtig mange flygtninge drukne, og jeg kan sige, at jeg ikke vil se det som et indgreb i min personlige frihed, hvis der skulle flytte flygtninge ind ved siden af. Jeg ser på disse mennesker som nogle, der har brug for hjælp," sagde Dorte Meldgaard.

Christina Jørgensen var ikke tilfreds med svaret:

"Vi har altså også følelser for vores medmennesker, men 21 er en uforholdsmæssig stor andel at placere på en lille vej. Det vil blive en meget vanskelig opgave at få 21 mænd fra Syrien til at passe ind sammen med børnefamilierne på vejen," sagde hun.

null

Publiceret 06 May 2015 05:00