Arkivfoto.

Arkivfoto.

Modstandere kæmper videre mod vindmøller

Af
Af Betina Skjønnemand

Hos vindmøllemodstanderne, der har organiseret sig i gruppen “Nej til kæmpevindmøller i Aabenraa Kommune” modtages meldingen fra politikerne i Vækst- og Udviklingsudvalget med blandende følelser. Mange er lettede over, at deres område nu er taget af bordet som potentielt vindmølleområdet, mens andre sidder tilbage skuffede.
Hos Jane Petersen, der repræsenterer området T7, der ligger tæt ved Bylderup-Bov, som fortsat er med i planerne, er både skuffet og overrasket.
“Jeg må da nok sige, at det er noget overraskende, at politikerne vælger at fastholde det område, hvor der er kommet flest indsigelser fra. Vi har indsamlet 258 underskrifter og indsendt over 40 indsigelser fra vores område, så det er uforståeligt”.
Talsmand for hele gruppen, Søren Kongsted, er enig.
“Vi fortsætter kampen for fuld kraft. Vi mener jo fortsat, at planerne om kæmpevindmøllerne helt skal tages af bordet, så på den front er intet forandret, selvom nogle områder nu er pillet ud af planen,” siger Søren Konsted.

Vil tilpasse planerne

I de fem områder, der fortsat er med i planen, lægger politikerne op til, at der skal en dialog i gang med naboerne omkring blandt andet afstandskrav.
Den dialog hilser Søren Kongsted velkommen.
“Vi er da glade for, at de nu vil lytte, og vi håber på en positiv dialog. Men vi mener fortsat, at planerne helt skal skrinlægges”.
Også Jane Petersen vil kæmpe videre.
“Vi kører selvfølgelig på med vores argumenter. Men det er da trættende at skulle kæmpe mod sin egen kommune. Dem, der ellers skulle hjælpe en, er nu pludselig blevet modstanderen”, lyder kommentaren.
“Nu skal det hele ud i en ny høringsrunde, og der vil vi selvfølgelig igen indsende indsigelser, og komme med vores gode argumenter. Vi mener ikke, at kæmpevindmøller kilet ind mellem en række lokalsamfund er vejen frem”, slutter Jane Petersen.

null

Publiceret 11 May 2015 10:00