17-årige Bashir er lykkelig for, at han netop har fået lov at flytte ind hos sin bror, der kom til danmark fire måneder før ham selv og nu bor i Gentofte. Men han venter stadig på afgørelse om asyl, og ventetiden er svær, fortæller han. Foto: Jannie Fjordside

17-årige Bashir er lykkelig for, at han netop har fået lov at flytte ind hos sin bror, der kom til danmark fire måneder før ham selv og nu bor i Gentofte. Men han venter stadig på afgørelse om asyl, og ventetiden er svær, fortæller han. Foto: Jannie Fjordside

Flygtningebørn åbner nye døre på Louisiana

De er i et vakuum. På trinbrættet til en ny verden, som kun måske vil tage imod dem. Men på kunstmuseet Louisiana lærer elever fra Røde Kors' flygtningeskoler at bruge kunst som en rejsekammerat i ventetiden

Af
Af Jannie Fjordside

Fred og at bo i en by, hvor man aldrig er alene. Det er, hvad 17-årige Bashir drømmer om. Og at få lov til at blive i Danmark.
Bashir Rasouli bankede på døren til Sandholmlejren for seks måneder siden. Nu sidder han og fem andre drenge og skaber et univers af døre, af gennemgange til nye steder, i et lyst og højloftet lokale på kunstmuseet Louisiana. Her er så stille, at man kan høre saksene snippe i papiret. Når kunstformidler Line Ali Chayder siger noget, kigger drengene op og følger med, og nogle af dem kaster et spørgende blik på deres tolk Younes, som ekstraordinært er med i dag. Men de siger ikke meget. Kun ind imellem lyder sætninger som:
”Semyar, will you give me saksen?”
Det er Muhammed, der spørger. Han kæmper en brav kamp med sin collage. Selv om højre arm er kapslet ind i gips, skal det hele være snorlige. Ind imellem kigger han op fra saks, limstift og papirnusseri. Der spiller et skævt smil i de øjne. Åbenhed blandet med skepsis, som om han lige skal være helt sikker på, at man gerne vil se, hvad han laver. For vise det frem, dét vil han gerne.
Det samme vil Bashir. Men først om lidt, når hans projekt er helt færdigt.

Kunsten er et frirum

Mens drengene arbejder, giver kunstformidler Line Ali Chayder en introduktion til dagens workshop. Siden 2006 har Louisiana afholdt gratis undervisningsforløb for flygtningebørn, der går på Røde Kors' skoler. Takket være støtte fra Ole Kirks og Knud Højgaards Fond er det fra 2013 blevet muligt at udvide projektet 'Med kunsten som rejsekammerat' til et kontinuerligt forløb, hvor grupperne af flygtningebørn besøger Louisiana flere gange.
”Vi vil gerne vise dem, hvordan kunst kan være en slags universalsprog, hvor de ikke skal bekymre sig om sproglige barrierer, og vi sætter en overordnet ramme for aktiviteterne, samtidig med at det, børnene laver, også kan tage udgangspunkt i deres egne ressourcer og ideer,” fortæller Line Ali Chayder, der er initiativtager til projektet.
Temaet med dørene er et eksempel herpå. Da drengene forleden var på Louisiana for første gang, blev de udstyret med kameraer og bedt om at fotografere de døre, de så rundt om på museet. I dag klipper og klistrer de nye verdener ind bag deres favoritdøre.
”Vi taler med børnene om kunst som noget, der kan give adgang til andre verdner. Der er selvfølgelig en symbolsk tanke i det med dørene – børnene her er i en venteposition og på vej fra et sted til et andet. Men det er ikke en symbolik, vi vender med dem. Vi går meget op i, at besøget her skal være et frirum,” siger Line Ali Chayder.

Line Ali Chayder har taget initiativ til og er projektansvarlig for Flygtningebørnsprojektet, hvis officielle navn er 'Med kunsten som rejsekammerat'. Foto: Jannie Fjordside

Line Ali Chayder har taget initiativ til og er projektansvarlig for Flygtningebørnsprojektet, hvis officielle navn er 'Med kunsten som rejsekammerat'. Foto: Jannie Fjordside

Drømmenes collage

Ventetiden er svær. Èn dag føles som et år, fortæller Bashir, da han senere begynder at åbne op.
Men spørger man lærerne, der er med i dag, er projektet på Louisiana en hjælp til både børn og lærere på Røde Kors' skoler.
”Børnene kan slappe af med de kreative projekter, og man kan mærke, hvordan de sidder og 'grounder' på det. De kan være sammen og have et fællesskab om noget uden at de behøver snakke sammen om det,” siger Allan Tønder Pedersen.
”Når man ser, hvad børnene laver, giver det også rigtig tit et indblik i, hvordan de har det, og hvad de drømmer om,” supplerer Marianne Christiansen.
For Bashir gemmer nogle af drømmene sig også i collagen. Og hans tanker om verden. Han er færdig, klar til at fortælle og bladrer langsomt igennem de fire sider, han har sat sammen til et hæfte. Første side er et glimt ud over søen gennem en af museets glasdøre.
”Den næste side er grøn, for det er fredens farve,” siger Bashir og bladrer videre til en collage, hvor stjernehimlen møder vandfald, ørken og storby i en sirlig nummerering.
”Jeg er muslim, og jeg tror på, at Allah først skabte universet og stjernerne, og så skabte han naturen. Og Allah har givet mennesket hjerner, så vi kunne skabe storbyerne,” fortæller Bashir.
På sidste side er to døre, der åbner for billeder af Allahs største skabning:
"Menneskene," siger Bashir.
Og drømme – hvor ville Bashir helst selv bo, hvis han kunne vælge? Han peger på billede nummer fire, hvor skyskraberne strutter op mod himlen. Han vil gerne bo i byen. For der er man aldrig alene.

Publiceret 13 May 2015 08:45