Peder Toft har skroget færdigt på skibet, og skal nu i gang med spanter og dæk, inden motor, sejl og andre ’småtterier’ kan monteres. Foto: Anette Bonde.

Peder Toft har skroget færdigt på skibet, og skal nu i gang med spanter og dæk, inden motor, sejl og andre ’småtterier’ kan monteres. Foto: Anette Bonde.

Jordomrejse:

Jamen, så bygger jeg mig et skib

Peder Toft er færdig med skroget til det skib, der om tre-fire år skal føre ham jorden rundt

Af
Anette Bonde

Det er snart ti år siden, skibstømrer Peder Toft besluttede sig for at drage på jordomsejling. Der skulle en selvbygget båd til, mente han, og han startede derfor det store projekt op at bygge sig et stolt træskib til færden.
Forbipasserende har ved hans værksted i Lyngby kunnet se skroget vokse støt i højden. Peder Toft har selv fældet egetræerne, han har brugt, savet hver eneste planke ud og forarbejdet den, så den kunne få den rigtige runding.
“Ja, jeg har været i gang i snart 10 år.”
Han regner med at søsætte skibet om tre-fire år, når han er omkring fyrre. Forude venter monteringen af spanter, dæk, motor, sejl og hvad der ellers skal til af de faciliteter, der skal bære en besætning igennem en jordomsejling.
“Nogle kalder mig Noah og at jeg bare går og venter på syndfloden”, smiler han.

A la kogge fra 1400-tallet

Det er ikke en bestemt model, han bygger efter. Skibet læner sig mest op af en kogge, det vil sige et handelsskib i 1400-tallet.
Peder Toft har haft mange frivillige hjælpere i tidens løb. Der har både været folk fra nær og fjern, der har syntes om at være en del af projektet, og nogle af dem vil også gerne med på en del af rejsen, når det gode skib engang tørner til havs. Der har også været rejsende håndværkere, navere, der har lagt vejen forbi Lyngby.
“Jeg er utrolig taknemmelig overfor alle mine hjælpere”, siger han.
Projektet har ikke alene ført et skib med sig. Det er samtidig en katalysator for spændende møder og spøjse oplevelser.

Det traditionelle håndværk

“Det har været en interessant proces. Ting sker sammenhængende med byggeriet, for eksempel har jeg fået udvidet mine kontakter og mit netværk til håndværkere og mølleejere og andre mennesker, der i særlig grad kan li' at arbejde med det traditionelle håndværk.”
Han forklarer, at han på mange måder selv udlever en passion for at skabe og tilføre verden ordentligt håndværk som kontrast til brug-og-smid-væk.
“Det giver mening for mig. Og selvfølgelig også det at komme ud og sejle med skibet, når det er færdigt. Samtidig er det et socialt projekt, der forbinder mennesker på kryds og tværs.”

Peder Toft holder åbent hus i sit værksted fra Kristi Himmelfartsdag 14. maj til lørdag 16. maj. Gæsterne kan se skibet og gøre en handel i udstillingslokalet, hvor han viser malerier og gedigne træmøbler , primært borde, af egeplanker, bøg og ask.
Han er udlært skibstømrer fra Grenaa Skibsværft, men påtager sig også andet tømrerarbejde end skibsbyggeri. Han har blandt andet været med til at restaurere Segalt Mølle ved Løgten.

Publiceret 13 May 2015 11:00