Skudepisode i Farum:

Politiet efterlyser vidner

Af
Helene Stolle

I går aftes afspærrede politiet Frederiksborgvej ved Farum Midtpunkt efter en skudepisode, og nu søger de vidner til episoden.
Ifølge oplysninger fra politiet tog episoden start omkring klokken 19 ved Q8-tanken på Frederiksborgvej, hvor en bil blev forsøgt afskåret udkørsel fra tanken men senere kørte galt ved indkørslen til Bybækterrasserne.
Aftenen igennem søgte politiet efter spor i området, og i en pressemeddelelse her til morgen oplyses det, at der er fundet et afskudt patronhylster.
"Ingen personer er ramt, og føreren af det forulykkede køretøj har alene pådraget sig lettere skader", lyder det fra politiet, der samtidig oplyser, at føreren af bilen føler sig forvekslet med en anden person.
"Efterretningsbilledet tyder ikke på at der er tale om banderelateret kriminalitet", mener politiet.
Hvis du har set noget ved skudepisoden søndag aften, kan du kontakte Nordsjællands Politi på 1-1-4.
Furesø Avis følger sagen

Se flere videoer på localeyes.dk.

null

Publiceret 18 May 2015 06:02