Charlottenlund Travbane har efter Station 2s udsendelse omkring ambulancetjenesten Ignis Et Aqua valgte at stoppe samarbejdet. Arkivfoto: Lasse Jespersen

Charlottenlund Travbane har efter Station 2s udsendelse omkring ambulancetjenesten Ignis Et Aqua valgte at stoppe samarbejdet. Arkivfoto: Lasse Jespersen

Charlottenlund Travbane opsiger skandaleramt firma øjeblikkeligt

Nye oplysninger har fået Charlottenlund Travbane til at opsige ambulancetjenesten Ignis Et Aqua

Af
Af Kathrine Albrechtsen

Ambulancetjenesten Ignis Et Aqua vil ikke længere være til stede under løbene på Charlottenlund Travbane.
Det bekræfter administrerende direktør Lars Moss.
"Travbanen har igennem en længere periode haft en aftale med omtalte virksomhed omkring førstehjælpsopgaver under løb. Men efter det, der kom frem i tv-udsendelsen (Station 2 red.) torsdag aften, har vi truffet beslutningen om at stoppe samarbejdet øjeblikkeligt", siger han.
Station 2 havde med skjult kamera optaget Ignis Et Aqua arbejde under et motorstævne på Padborg Park. Optagelserne satte store spørgsmålstegn ved mandskabets kompetencer. Blandt andet viste optagelserne et mandskab, der ikke engang var i stand til at placere en halskrave korrekt.

Sønderlemmende kritik

Udsendelsens afsløringer kommer i kølvandet på Sundhedsstyrelsens sønderlemmende kritik i tilsynsrapporten af Ignis Et Aqua, som Villabyerne fik aktindsigt i den 23. marts.
Forældet medicin, mangelfulde instrukser og utilstrækkelige kompetencer hos de ansatte var bare nogle af rapportens kritikpunkter. Desuden udførte Ignis Et Aqua utilstrækkelig akuthjælp, da travkusk Ole Køppen faldt om på Charlottenlund Travbane i sommer og døde på vej til hospitalet i Ignis Et Aquas ambulance.
Rapporten fik Charlottenlund Travbane til at hasteindkalde Ignis Et Aqua, Under mødet blev administrerende direktør Lars Moss forsikret, at de kritiske punkter i rapporten var kommet i orden, og at der fremadrettet ville være styr på det.
Men blot en måned efter mødet er samarbejdet stoppet med øjeblikkelig virkning fra fredag den 22. maj.
”Det er en beslutning, som vi har taget på baggrund af de oplysninger, som er kommet frem i tv-udsendelsen. I den seneste tid har vi løbende været i dialog med Sundhedsstyrelsen og vores trænerforening. Den ydelse, som vi har købt af Ignis Et Aqua, har været lovlig, men på baggrund af de nye oplysninger, føler vi os ikke trygge ved virksomheden. Derfor stopper vi samarbejdet", siger Lars Moss.

Fraråder Ignis Et Aqua

Også i Danmarks Motor Union vil man opfordre de enkle klubber til ikke at benytte sig af Ignis Et Aqua, fortæller generalsekretær Kenneth Majkjær Mikkelsen.
"Klubberne indgår selv kontrakter med ambulancetjenester, men efter udsendelsen er der rejst nogle tvivlsspørgsmål om mandskabets uddannelse, der gør, at vi nu anbefaler vores klubber ikke at benytte sig af selskabet. Udsendelsen indikerer også, at Padsborg Park er blevet snydt som kunde, da der er pålagt ambulancetjenesten nogle krav til mandskabets uddannelse. Hvis der skete noget under et motorstævne, kunne det gå hen og blive meget alvorligt", siger han.

Hastemøde i styrelsen

Fredag den 22. maj har Sundhedsstyrelsen indkaldt Ignis Et Aqua til et hastemøde på baggrund af tv-udsendelsen og andre supplerende oplysninger, som de har modtaget, fortæller jurist i Sundhedsstyrelsen, Henrik Kristensen.
”Mødet vil kigge på, om Ignis Et Aquas fremtidige aktiviteter kan være forsvarlige og lovlige. Vi skal have afklaret, om de har genoptaget deres lægelige aktiviteter, og hvad planen er fremadrettet, så vi har styr på dem”, siger Henrik Kristensen.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Ignis Et Aquas talsperson David Larsen eller ejer Steen Jensen.

Publiceret 23 May 2015 11:30