Temperaturen på Nordsjællands turisme blev taget ved stort fællesmøde den 19. maj. Arkivfoto: Peter Dahlerup

Temperaturen på Nordsjællands turisme blev taget ved stort fællesmøde den 19. maj. Arkivfoto: Peter Dahlerup

Turismepolitisk topmøde i Kongernes Nordsjælland

Af
Af Claus Beyer

Størstedelen af byrådsmedlemmerne i de fem kommuner, Fredensborg, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød, som i fællesskab driver turisme gennem VisitNordsjælland, var tirsdag den 19. maj samlet på Hotel Comwell Borupgaard i Snekkersten for at drøfte udviklingen i turismen i Nordsjælland.
Direktør Annette Sørensen og hendes medarbejdere indledte med at tage temperaturen på turismen netop nu. 2014 har været et godt år for Nordsjælland med en fremgang i overnatninger på 4 procent for hoteller, campingpladser og vandrerhjem og på 17,4 procent for overnatninger i feriehuse. Sidstnævnte er den suverænt største stigning i Danmark og repræsenterer en forøgelse på 56.000 overnatninger. Også indenfor møde-, event- og erhvervsturismen har der været en stor stigning i omsætningen, især pga. det tætte samarbejde mellem medlemmerne i ”Unikke Mødesteder”, som er kendetegnet ved, at de konkurrerende virksomheder ikke blot markedsfører sig i fællesskab men også rent faktisk deler kunderne med hinanden og derved opnår meromsætning for hele området.
De gode resultater er baggrunden for VisitNordsjællands vision om at forøge turismeomsætningen i de fem kommuner med 20 procent til 6 mia. kr. i 2018. Midlet er bl.a. et tæt samarbejde med Wonderful Copenhagen, som giver turisterne mulighed for at kombinere hovedstadens store udbud af oplevelser med naturskøn kystferie og det righoldige kulturudbud, som Kongernes Nordsjælland opbyder.
Der arbejdes også på at etablere flere projekter indenfor turismeudvikling i stil med de EU-projekter, som er gennemført med gode resultater de seneste år, bl.a. det kystturismeprojekt som er afsluttet med udgangen af 2014, og som har ført til udvikling af potentialeplaner, som i de nærmeste år vil blive udrullet i de kommuner, som har været med i projektet. Midlerne til projektansøgninger og forberedelse af projekter kommer fra den vigtige udviklingspulje, som kommunerne i fællesskab årligt indbetaler til VisitNordsjælland til dette formål.

Publiceret 24 May 2015 07:30