Slukørede spillere efter en historisk håndboldkamp. Guldet strøg til det midtjyske, men spillerne fra Team Esbjerg er klar til at hente det til Esbjerg næste sæson.

Slukørede spillere efter en historisk håndboldkamp. Guldet strøg til det midtjyske, men spillerne fra Team Esbjerg er klar til at hente det til Esbjerg næste sæson.

SE BILLEDERNE:

Hjerterne vedbliver at være røde - tak for turen, tøser

Team Esbjerg pigerne måtte med mindst mulig margin se guldet gå til FCM. Skuffelse og tårer prægede begivenhederne, men også en fast tro på at man kommer stærkt igen. Reportage fra en DM finale

Af
Rune Weitling

Team Esbjerg tabte ikke lørdag aften foran de 3.386 tilskuere, men de tabte.

"Det gør sgu ondt, Rune. Det gør virkelig ondt."

Tove Seest sagde det måske allermest rammende efter lørdagens kamp, for selv om resultattavlen viste 22-22 efter de 60 minutter, så kan man ikke tale om, at Team Esbjerg vandt sølvet. Det kunne man med Esbjerg Energy efter ishockeyholdets finaleserie mod SønderjyskE, men hvor hockey-mændene var oppe mod deres overmænd, så havde håndbold-kvinderne alle muligheder for at snuppe det første DM guld i klubbens historie.

Men manglende skarphed, da det hele skulle afgøres, betød, at det var spillerne fra FC Midtjylland, der lidt efter klokken 21.20 denne aften kunne iklæde sig guld t-shirts, guldhatte og guldparykker, mens champagnepropperne sprang. Alt imens stod Tove Seest, Rikke Zakhariassen og Majbritt Kviesgaard med blanke øjne, mens Johanna Alhm og Susanne Kastrup helt enkelt lod de lydløse tårer rende ned ad kinderne.

Nej, det blev ikke den triumf, som de af os med - i mere end en forstand - røde hjerter havde drømt om og håbet på. Og det selv om sølvmedaljerne rent faktisk er det første sæt medaljer, som klubben nogensinde har vundet i den danske liga. Sådan er topsport også. Hårdt. Nedslående. Ubarmhjertigt.

"It was shitty. Det var bare ikke godt nok. Jeg vil gerne sige undskyld til publikum, for vi lavede for mange fejl," lød det opgivende på både engelsk og dansk fra Estavana Polman, der dog stadig havde overskud til at få taget billeder, skrive autografer og kramme børn efter kampen.

"Men vi må have nogle drinks og se, om vi ikke kan få humøret op igen," lød det fra hollænderen, der omvendt betegnede publikums indsats for "amazing".

International stemning

Det rekordstore antal tilskuere skabte da også en fantastisk kulisse, og aldrig tidligere har så mange publikummer delt en sand gysertime af en håndboldkamp sammen i Blue Water Dokken. Men selv om det hele endte med det værst tænkelige resultat, ja så er hver og én uden tvivl gået hjem med en oplevelse for livet.

"Det var jo en decideret international stemning. Jeg har prøvet en hel del, men aldrig noget som det her. Det var bare en hel vild kulisse, og derfor står vi også med to følelser lige nu. En enorm skuffelse over resultatet, men også med masser af 'blod på tanden'. Vi vil allesammen opleve det her igen, så når vi lige får sundet os, så kommer vi stærkt tilbage," lød det fra Lotte Grigel, der også kunne se en tårevædet Johanna Ahlm tage afsked med publikum og holdkammerater.

Anfører Ahlm skifter nu til netop FC Midtjylland, men som Team Esbjergs topscorer denne aften med otte mål sluttede playmakeren flot af i den røde trøje.

"Jeg ville have haft en dårlig følelse, hvis jeg ikke havde scoret. Jeg fik sluttet af på en god måde," sagde svenskeren efter kampen, mens hun kæmpede bravt med tårerne.

En anden, der havde svært ved at kapere det hele, var klubikonet Tove Seest. Som resten af holdet tog hun sig efterfølgende god tid til de mange autografjægere, men smilet var uden tvivl set bredere hos fløjspilleren, da hun gjorde status:

"Det var stolpe ud, men vi manglede også den sidste skarphed til sidst. Jeg har spillet i ligaen i 13 år, og jeg har ALDRIG oplevet en kulisse som i dag, og det giver mig altså en hel del tro på, at vi vender endnu stærkere tilbage næste år. Det her vil vi bare igen."

Små marginaler afgørende

Lige så voldsom og infernalsk en larm, der var under kampen, lige så stille blev der efter slutføjtet. Jo jo, FCM jublede, skreg og sang, men langt de fleste i Blue Water Dokken skulle altså lige bruge nogle minutter på at sunde sig.

Cheftræner Lars Frederiksen samlede spillerne i en rundkreds, sagde nogle ord til dem og trak sig herefter en smule tilbage. Med et fattet og lettere forstenet blik fulgte han FCM spillernes sejrsdans, vekslede lidt ord med assistent Lars Krogh Jeppesen og trykkede hånd med bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

"Jamen, hvad skal jeg sige. Det er de små marginaler, der bliver afgørende. Vi laver for få mål, og angrebsmæssigt er jeg ikke tilfeds, men FCM er altså også bare et godt hold. Det kunne begge veje, synes jeg, men vi må op på hesten igen," lød det fra Frederiksen.

Den holdning deler bestyrelsesformand Bjarne Pedersen, men lørdag aften var det en skuffet formand, der til Lokalavisens udsendte sagde:

"Det er bare typisk. Vi har jo masser af chancer for at afgøre det her, men vi er ikke skarpe nok. Så lige nu er vi alle skuffede, men vi må holde fast i, at vi har leveret en flot sæson. Det var samtidig en virkelig flot kulisse i dag, og der er generelt masser at bygge videre på, så vi skal nok komme igen," sagde Bjarne Pedersen.

Sorte tal og vinderkultur

Bedømt ud fra både sæson, slutspil og finalekampene har formand, cheftræner og spillere noget at have både deres tro og ord i.

Der er sorte tal på bundlinjen i klubben og spillerne får deres løn til tiden. Hver måned. Der er en sjælden harmoni og sammenhold i truppen, der bare emmer af ærgerrighed. Der er skabt sand håndboldfeber og vinderkultur i Esbjerg. Også selv om man ikke kom hele vejen i mål lørdag aften.

Endelig er der ganske enkelt et helt unikt sammenhold hele vejen rundt i klubben. Fra bestyrelse og ejerkreds over direktører, trænere, holdledere, spillere, sponsorer og serviceteam. Det er heri, at vægten ligger, når de alle proklamerer, at man vender stærkt tilbage i næste sæson. Det er heri, at man ved, det er mere end blot en slidt frase.

Og det er derfor, at vi alle er med hele vejen igen næste år, samtidig med at vi kipper med kasketten og siger tak for en forrygende festlig tur i denne sæson.

Hjerterne vedbliver at være røde.

null

Publiceret 24 May 2015 16:00