Man kan måske godt forstå, at folk generelt ikke ved så meget om islam, men det forargede mig, at professionelle journalister var så uvidende,” siger Benny Andersen, der har skrevet en hel bog om islam.

Man kan måske godt forstå, at folk generelt ikke ved så meget om islam, men det forargede mig, at professionelle journalister var så uvidende,” siger Benny Andersen, der har skrevet en hel bog om islam.

Benny Andersen:

Et kærligt indspark til debatten om islam

‘Sådan kan islam også være’ er Benny Andersens kærlige indspark i en debat, som han synes, er præget af journalisters uvidenhed og generaliseringer

Af
Af Pernille Borenhoff

Det hele startede for 10 år siden. Benny Andersen syntes på daværende tidspunkt - og synes stadig - at danske journalisters viden om islam kunne ligge på et lille sted, og at de udtalte sig i klicheer og generaliserende vendinger.
Og det fik ham til at fare i blækhuset.
“Jeg ville skrive en kronik henvendt til journalisterne. Man kan måske godt forstå, at folk generelt ikke ved så meget om islam, men det forargede mig, at professionelle journalister var så uvidende,” siger Benny Andersen.
Der var dog stof til mere end en enkelt kronik. Så i stedet for at skrive to alenlange kronikker, besluttede han sig for at kontakte kyndig folk inden for diverse religioner. Nu ville han skrive en hel bog om emnet.
“Jeg tog kontakt til folk, som jeg kendte som nogen med udsyn og alt andet end et fundamentalistisk syn på religion,” siger han.

Eksemplariske Barbados

Biskop Kjeld Holm, politiker Öslem Cecik, tidligere overrabiner Bent Melchior og politiker Søren Pind var nogle af de fremtrædende personligheder, han kontaktede.
“Jeg mødtes med dem enkeltvis og havde til hver forberedt spørgsmål om blandt andet tro, integration og ytringsfrihed,” siger Benny Andersen.
Samtalerne blev optaget, redigeret og nedskrevet. Og det er dem, der er hovedessensen i bogen ‘Sådan kan islam også være', der i slutningen af maj udkom på forlaget Gyldendal. Desuden skriver Benny Andersen selv et indlæg om kvinders stilling i islam, om de sefardiske jøders lange rejse og om sin barbadianske familie.
“Jeg fremhæver Barbados som et godt eksempel på, hvordan man kan respektere hinanden og hinandens religioner. Jeg har optalt mindst 42 forskellige trosretninger på Barbados, og trods forskellig religiøsitet respekterer man hinandens højtider, og man udviser en kærlig tolerance, som resten af verden kunne lære meget af,” siger han.
Bogens sidste kapitel er skrevet af Erling Tiedemann, fhv. amtsborgmester og fhv. formand for Etisk Råd. Hans indlæg handler om ytringsrfrihed og er skrevet efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Han skriver om cencur, om selvcensur og om et ændret trusselsbillede.

“Je ne suis pas Charlie”

“'Je ne suis pas Charlie' var noget af det første, Benny Andersen og jeg sagde til hinanden, da vi mødtes efter de voldsomme begivenheder i Paris. Det må naturligvis forklares nærmere, for ikke at give anledning til misforståelse. For selvfølgelig er vi Charlie, når det handler om at tage afstand fra enhver form for vold.......Vi køber ikke den med, at tegnerne selv var ude om deres skæbne.....men vi er alligevel ikke Charlie, for vi bryder os bestemt ikke om det blad, og vi ser ikke på mordet på tegnerne som noget, der har givet bladet en positiv status, det ikke have før....” skriver Erling Tiedemam blandt andet i sit indlæg, der slutter med, at han og Benny Andersen er enige om at “det er vanskeligt at opnå en frugtbar debat i samfundet, hvis der kun er to farver på paletten, sort og hvid. Vi vil derfor besvaret spørgsmålet om, hvilket skilt vi vil bære, ‘Je suis Charlie' eller ‘Je ne suis pas Charlie' - og svaret er dem begge.”
Benny Andersen har et optimistisk livssyn, og er generelt optimistisk med hensyn til fremtiden. Og så dog alligevel ikke helt.
“Jeg er optimistisk med hensyn til fremtiden. Men jeg er på vagt. Jeg tror ikke, at det efter denne bog er udkommet, vil gå bedre, men at det alligevel vil få adskillige til at tænke sig bedre om,” siger Benny Andersen og bedyrer, at han har stof til at skrive mindt til næste 19 år.
“Min næste bog hedder ‘Bennys Tegnebog', Jeg har tegnet, siden jeg var lille. Alt fra mælkebøtter til Sacre Coeur' i Paris. Det er et udvalg af disse tegninger, som jeg udgiver i min næste bog,” siger Benny Andersen.

Publiceret 27 June 2015 12:00