Glæde over Ryanair-dom

Afgørelsen i Arbejdsretten betyder, at vi står meget stærkere i en eventuel retssag, siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen (Soc.)

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

Dommen i Arbejdsretten i dag var klar: De luftfartsansattes organisation, FPU, har ret til at kræve overenskomst med det irske flyselskab Ryanairs ansatte på basen i København.
Dermed er en lang og spektakulær strid afgjort, og nu følger tilsyneladende en hel del udfordringer for lavprisselskabet Ryanair.
Er der helt sikkert ærgrelse hos irerne, er der til gengæld glæde i Albertslund. Som den første kommune besluttede politikerne, at man ikke ville handle med selskabet, der ikke overholder danske regler på arbejdsmarkedet.
En beslutning, som har fået Ryanair til at true med retssag mod kommunen - og andre kommuner, som siden har fulgt Albertslunds eksempel.
"Afgørelsen viser, at den danske model virker, når det handler om bekæmpelse af social dumping", siger borgmester Steen Christiansen (Soc.).
"Dommen understreger, at både som fagbevægelse og kommune har vi lov at tage udgangspunkt i at der skal være ordnede forhold."
Steen Christiansen lader forstå, at man i Albertslund hele tiden har taget truslen om en retssag med sindsro:
"Men det er klart, at vi nu står meget stærkere med denne her afgørelse."
Arbejdsrettens afgørelse betyder, at medlemmer af LO ikke må arbejde for Ryaniar. LO, som varetager de luftfartsansattes interesser, sætter en sympatikonflikt i gang med store fagforbund som 3F, HK og Dansk Metal natten mellem mandag og tirsdag i næste uge.
Ryanair har hele tiden fastholdt, at selskabet overholder al EU-lovgivning, fordi det er et irsk selskab, der opererer med irske registrerede fly.

Steen Christiansen (Soc.) - glæder sig over Arbejdsrettens afgørelse.

Steen Christiansen (Soc.) - glæder sig over Arbejdsrettens afgørelse.

Publiceret 01 July 2015 14:43