Peter Gade giver rabat på Holte-villaen

Den tidligere badmintonspiller Peter Gade har sat prisen ned på sin villa i Holte for at lokke købere til.
Det skriver Boliga Kendte.
Huset, som han købte i 2012 for 4.275.000 kr., kom på markedet i marts med en udbudspris på 4.795.000 kroner, men selvom annoncen har fået over 7.000 visninger på Boliga, har ingen endnu budt et tilfredsstillende beløb.
Derfor blev der hugget 200.000 kr. af prisen den 14. juli, men det var tilsyneladende en fejl, for dagen efter blev prisen hævet med 100.000 kr., så ejendommen nu kan fås for 4.695.000 kroner.
For pengene får de kommende købere et hus på 121 kvadratmeter fra 1962 med direkte adgang til en lille sø. Villaen ligger i den nordøstlige del af Holte og kan blandt andet byde på en vestvendt terrasse, to børneværelser, carport og udhus.
Har tidligere solgt hus i Holte
Det er anden gang inden for en kortere årrække, at Peter Gade har bevæget sig ud på boligmarkedet i Holte nord for København.
I 2012 solgte han et 198 kvadratmeter stort hus på Østre Paradisvej, og også dengang blev han nødt til at gå ned i pris – i alt 1,1 millioner kroner – før boligen blev købt for 7.075.000 kr.
Se Peter Gades Holte-villa her

Publiceret 16 July 2015 14:14